Hvad har vi fået vores hjerne til?

16.5. har Karl Maksten et indlæg om arvesynd. Bare synd, at det ikke bringes i sin helhed.

Desværre levner avisen ikke megen plads til andre meninger end sin egen... I Makstens indlæg, som kan læses på nettet - hvilket måske er den kommende avis? - kan man læse flere - efter min mening - modstridende opfattelser. Mennesket er født i synd - hvis man skal tage fortællingen om Adam og Eva bogstaveligt. Hvem - ved deres fulde fem - tror på denne fortælling bogstaveligt? Hvor kommer diversiteten af arvemateriale ind, hvis deres børn skulle føde børn med hinanden? Det er alt, alt for langt ude, til at bare nogenlunde intelligente mennesker skal kunne tro på det. Tilbage til emnet: Arvesynd. Jeg læser Karl Makstens betragtninger sådan, at mennesket har strakt begrebet langt ud over, hvad det kan holde til. Ja - og desværre holder den danske folkekirke fast i begrebet! Ufatteligt for tænkende mennesker - og vi er jo tænkende. Hvad har vi ellers fået vores hjerne til? Det var måske også en straf? Ja, man ved jo ikke, hvad kirken kan opfinde af finurligheder for at fastholde folket..., Alt dette lyder, som om jeg er modstander af religion - det er der tilsyneladende mange, der mener, hvis jeg skal tage antallet af - anonyme - smædebreve alvorligt. Det gør nu jeg ikke! Jeg er ikke modstander af religion, jeg tror selv på en gud, men jeg tror ikke på teologien. Se, det er den, der har bragt det onde ind i verden.