- Hvad hulen laver I her ?

Voldsom oplevelse, da Maren Lis-Jakobsen, Tranum Strand Kiosk og Cafeteria blev vækket af maskerede røvere og udsat for røveri.

Dorrit Gap Jensen,
Maren-Lis Jakobsen har haft Tranum Strand Kiosk og Cafeteria i to år, og hun har ikke tænkt at lade sig skræmme til at lukke sin forretning på grund af et røveri.
Røverier 17. oktober 2011 06:00

Meget tidligt søndag morgen havde indehaveren af Tranum Strand Kiosk og Cafeteria en voldsom oplevelse, da to maskerede røvere brød ind i hendes forretning. Og det var en tydeligt rystet og meget berørt Maren-Lis Jakobsen, NORDJYSKE mødte få timer efter røveriet. Indehaveren overnattede i et baglokale, der er indrettet som en hyggelig stue med sovesofa, tv og skrivebord. Hun lå på sofaen, da hun klokken kvart over fem hørte et brag, og kioskdøren ringede, som når der kommer kunder. Elefanthuer - Jeg tænkte "hvad pokker er det" og gik ind i forretningen. Her stod to personer med elefanthuer og rykkede i kasseapparaterne. Der var et værre spektakel, og jeg sagde: "Hvad hulen laver I her?" - De svarede, at det var et røveri, og de lyste mig i øjnene med en lommelygte, så jeg blev helt blændet. Og bagefter sagde de, at de ville have alle mine penge, fortæller Maren-Lis Jakobsen. Kiosk og cafeteria er indrettet i to forskellige lokaler, men har gennemgang via en dør. Braget, som ejeren havde hørt, var larmen, da røverne brækkede døren op ind til kiosken. - Jeg blev godt nok bange. Jeg rystede, og mit hjerte hamrede. Men jeg prøvede alligevel at være stille og rolig og snakkede dem efter munden, fordi jeg tænkte, at hvis jeg råbte og skreg, kunne det være, at røverne blev voldelige, forklarer den 61-årige kvinde og tilføjer: Ville have kóntanter - Røverne sagde, at de ikke ville gøre mig noget ondt. De ville bare have mine kontanter. Hendes omsætning på 11.000 kr. lå i baglokalet, og dem fik røverne. De fortsatte dog deres søgen efter værdier i de to lokaler og ryddede hylderne for spiritus, vin, kaffe og cigaretter. - De hverken skubbede eller slog mig. Faktisk var det underligt, for de var egentlig vældig flinke, og de sagde, at jeg ikke skulle bo herude alene. De synes, jeg skulle have en schæferhund. Men det har jeg nu ikke tænkt mig. - Og inden de gik, sagde de, at jeg ikke skulle blive overrasket, hvis der en dag stod en buket blomster uden for min dør, siger Maren-Lis Jakobsen, der løb efter dem for at se nummerpladen på deres hvide kassebil. - Men røverne sagde, at det kunne være lige meget, for bilen var stjålet. Åbnede alligevel Selv om hun var meget rystet efter den voldsomme oplevelse, åbnede hun alligevel både kiosk og cafeteria klokken otte søndag morgen. Som hun plejer. - Det er jeg da nødt til, for jeg skal jo tjene nogle penge. Men selvfølgelig sidder oplevelsen i mig, og jeg er lidt rundt på gulvet. Og stadig meget bange. Så jeg tror ikke, at jeg vil overnatte her i forretningen mere. - Men jeg tænker også, at sådan nogle karle ikke skal have lov til at skræmme mig. De skal ikke få mig til at dreje nøglen om og holde op. For jeg vil jo gerne blive her, fastslår Maren-Lis Jakobsen, der har haft Tranum Strand Kiosk og Cafeteria i to år. Hun købte forretningen efter flere års ophold på Grønland.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...