Hvad kan kommunerne byde på?

STRUKTUR:Det er svært at komme til at diskutere opgaver og opgavevaretagelse i disse strukturtider. Men det vil jeg nu stædigt insistere på. Og i dette indlæg vil jeg koncentrere mig om den vidtgående specialundervisning. Altså: hvem skal for fremtiden varetage undervisningen af de allermest handicappede elever i vores landsdel? Det er i øjeblikket en amtsopgave, og vi underviser omkring 800 børn i en eller anden foranstaltning. Der undervises børn med meget forskellige handicaps i den amtslige specialundervisning. Det drejer sig om døve børn, om døvblinde børn, om børn med autisme, Aspergers syndrom eller DAMP, der er børn med svære bevægelseshandicaps, foruden alle de børn, der er mentalt retarderede i forskellig grad. Og mange af børnene er multihandicappede, så det er svært at sige, hvilket handicap, der er det tungeste. Til alle disse børnegrupper har amtet gennem årene opbygget en vældig ekspertise. Vi har en gruppe lærere og pædagoger, der gennem deres daglige arbejde har oparbejdet en enestående viden om, hvad der skal til, for at netop deres gruppe børn udvikler sig bedst muligt. En sådan viden opstår dels gennem efteruddannelse af personalet og dels gennem den kollegiale vidensdeling. Når man med andre ord lærer af hinanden i et frugtbart fagligt miljø. Dertil kommer, at amtet har en række dygtige konsulenter, hvis arbejde det er at rejse rundt til skoler og klasser og rådgive om de enkelte elever. Nogen kunne måske spørge, om det da virkelig er nødvendigt med al den viden og ekspertise til disse elever. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det er. Jeg har i mit arbejde i forskellige bestyrelser mødt rigtig mange forældre til handicappede børn. Og historien er den samme hver gang. De har oplevet frustrationer, fortvivlelse og misforståelser i de mange børnehave- og skoleforløb, deres børn har været igennem. Men når de så kommer til et skoleforløb, der er tilrettelagt helt specifikt efter deres børns handicap, og hvor lærere og pædagoger præcist ved, hvad de har med at gøre, så bliver situationen pludselig helt anderledes. Deres børn falder til ro og de begynder at udvikle sig og gøre fremskridt. Som en mor udtrykte det: "Jeg oplevede, at jeg igen kunne være stolt af mit barn." For her var der nogen, der kunne se netop hendes barns muligheder! Min påstand er, at hvis vi i Nordjylland mister den viden og faglighed, så har vi mistet en næsten livsvigtig kvalitet for en lille gruppe mennesker, som har fået meget at slås med i tilværelsen. Derfor er mit spørgsmål til kommunerne: Hvordan har I tænkt jer at løse den opgave, det er at undervise disse børn?. Selv med en kommunestørrelse på 50.000 indbyggere vil en kommune kun have i gennemsnit syv børn med autisme eller seks børn med svære bevægelseshandicaps. Det vil efter min mening være umuligt at opbygge og opretholde en høj faglighed med så få børn – og hvordan vil man danne hold med syv børn med en aldersspredning fra 7 til 16 år? Forslaget om at flytte den vidtgående specialundervisning til kommunerne er simpelthen ikke gennemtænkt, og vi har da heller ikke hørt et eneste bud på, hvordan kommunerne vil klare opgaven. Jeg synes, at kommunerne skal melde ud, at denne højt specialiserede undervisning bedst varetages i regionsregi. Ellers må de forklare offentligheden, hvordan de vil undgå, at vi på ganske kort tid at mister den ekspertise, som det har taget mange år at opbygge. Hvis det sker, lader vi en hel generation af handicappede børn i stikken.