Forurening

Hvad kan man få for en tier?

Benzinpriserne er blevet høje igen, men sparsommelige bilister kører langt på literen

I øko­no­mi­kør­sel dre­jer det sig om at være for­ud­se­en­de i tra­fik­ken. Fuld gas kos­ter kas­sen, men over­blik gi’r re­sul­ta­ter.

I øko­no­mi­kør­sel dre­jer det sig om at være for­ud­se­en­de i tra­fik­ken. Fuld gas kos­ter kas­sen, men over­blik gi’r re­sul­ta­ter.

Hvor langt kører du på en liter? Det spørgsmål skal du som bilist nok komme til at høre oftere i fremtiden, hvor en blød speederfod er vejen til succes. Den aktuelle afgiftsomlægning illustrerer meget godt en øget bevidsthed om, at det globale benzinforbrug kan have afgørende indflydelse på hvordan sommeren bliver for vore efterkommere. For slet ikke at tale om vinteren, som vel kan vare 10-12 måneder om 50 år. I mine unge dage som bilist lød spørgsmålet “Hvor stærkt kan den køre?” Forbruget skænkede vi ikke en tanke. Der blev fyldt på for en 10’er, og så var der nok på den gamle V8’er til hele weekenden. I dag sender vi stjålne blikke til skiltene med benzinpriser, og efterhånden lærer man tricket. Nogle af de større servicestationer er kun sjældent med på en rask priskrig, mens stationer uden betjening, uden lakridser og colaer, ugeblade og citronhalvmåner er med på den værste. Jeg har altid et vågent øje til en automattank her og én dér, og efterhånden ved man, hvor der skal kigges efter weekend-slagtilbud på de kostbare dråber. Men hemmeligheden er ellers en løs speederfod, der er god trafik i modsætning til løse håndled, som kan vække nogen forvirring i bedre kredse. Mange vil hævde, at regeringens halvhjertede skruen på bilafgifterne ikke forslår mere end en kinamand et vist sted. Den tilgodeser mest køb af biler så små, at en familie på tre næppe kan klemmes ind. Er der to børn, rækker det kun med en mellemklassebil af dansk standard, og den er ikke blevet billigere. Gule plader og tørst Man kan stadig købe en firehjulstrækker på gule plader og til lav afgift, hvis der er lyst og behov. Nu skal der bare fifles lidt med plader for sideruderne, eller købes en tonstung pickup af amerikansk størrelse - og tørst. De små dieselbiler er godt for miljøet hvad angår deres sparsomme forbrug, men ikke for omverdenen generelt, fordi det fortsat koster flere tusinde kroner ekstra at sætte partikelfilter på bilen. Det er som med cigaretter. Om der er filter på eller ej sendes der mængder af sundhedsskadelige partikler ud i luften, og så hjælper det ikke stort at der står light på pakken. Hvad enten man skruer på hanen til afgifter, til udstyr, til biltyper - eller guderne forbyde det - på brug af bilen, batter det alt sammen ikke en døjt, hvis der ikke køres med flittig brug af det indvendige af hovedet.