Hvad kvinder drømmer om

Tag et hurtigt vue gennem verdenshistorien. Hvad lægger man mest mærke til? Mænd! Mænd er historiens skurke og helte. Næsten alt hvad der er skrevet om store begivenheder er skrevet af mænd og om mænd. De største politikere, filosoffer, krigsherrer, imperiebyggere, opdagelsesrejsende, videnskabsfolk, sportsfolk, mordere, kunstnere og religiøse ledere er mænd. Bevares, selvfølgeligt tæller der enkelte kvinder i rækkerne, men mændene dominerer. Heraf kan vi drage to konklusioner. A: mænd er faktisk dygtigere end kvinder. B: mænd fylder for meget i mediebilledet og kvinderne går ikke op i status. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at jeg hælder mest til b'eren. For kvinderne har jo været der. Vi har bare ikke ført os frem i samme dramatiske omfang. Måske vi ikke er motiveret af pral og status, verbal anerkendelse, drømmen om udødelighed og synlige medaljer i samme omfang som drengene? Flertallet af kvinder synes i hvert fald ikke, at det er fedt at gå i krig og få skudt lemmerne af for et stykke blik i en sikkerhedsnål. Og tag Jesus og jomfru Maria. Jesus var et rigtigt piedestalbarn, der tidligt lærte at føre sig frem og hurtigt fik et backup-kor af tilhængere. Da han var først i 30erne var han på toppen af sin karriere, men også tæt på at være udbrændt. Som en rigtig folkehelt tog han en glorværdig exit. Han udåndede på korset foran et kæmpe publikum, alle tiders bedste forestilling, helt fremme på scenen med bulder og brag i baggrunden. Mand er vel Guds gave til menneskeheden. Maria derimod fik rollen som den omsorgsfulde moder; et symbol på opofrelse og kærlighed, og hun ventede i kulissen i 1500 år, til den katolske kirke endeligt gjorde hende til helgen. I det mindste kunne Gud da have givet hende god sex med Helligånden. Mænd er ikke bedre end kvinder, og kvinder er ikke bedre end mænd. Vi er bare grundlæggende forskellige. Kvinder har generelt ikke det samme drive til at stille sig i første række; derfor er det heller ikke de kvindelige enere, der fylder mest i verdenshistorien, selvom de naturligvis findes. Og derfor får vi aldrig ligestilling, for ligestilling handler i høj grad også om status, og status følger med mændene. Alligevel - og her begynder det for alvor at blive interessant - er det i høj grad kvinderne, der forandrer verden. For historien består jo i realiteten ikke af en række højdepunkter adskilt af perioder med stilstand. Den består af rækker af småbitte detaljer, og det er her kvinderne holder til. Kvinder elsker detaljer, de små ting i hverdagen, der gør helheden rar at være i. Det er også derfor, at kvinder er så ekstremt nærtagende: Kritik er ikke et udtryk for interesse og hjælp, men et symptom på ens egen lurende fiasko (selvom man har fuldt styr på de 999.999 andre ting). Kommer manden hjem med den forkerte farve tulipaner krakeler forestillingen om det perfekte middagsselskab ("de er gule for fanden! Jeg sagde jo hvide! Altså, det var det eneste, du skulle ordne!!"). "Og hvis bare jeg vejede 5 kilo mindre ville mit liv helt sikkert være perfekt". Lykken for kvinder er ikke centreret om de materielle værdier. Det, der er lykken for kvinder, er at bruge tiden godt: med familie og venner, på sig selv, på uddannelse og arbejde, på at være alene, på at rejse, sy, strikke, løse kryds og tværs, bage, male, gøre rent, lytte til musik, vaske tøj, ja selv hugge brænde. Og sove. Kvinder har en fiks idé om at det er helt naturligt altid at stå til rådighed. Der skal stilles beredvilligt op til fester og gæster, til udfordringer, til amning og sex. Kvindekroppen er altid i beredskab, og en kvinde der siger nej for at sætte sine egne behov først er automatisk en stor egoist. Derfor har kvinder naturligt nok behov for frirum. Blot en halv time dagligt, hvor man har fred fra alting og kan lade batterierne op. Det er ofte simple gøremål, der ikke behøver at have mening i sig selv, men processen skaber afkobling og det meget tiltrængte fred i sindet. Ritualer, rutiner og vaner der skaber samhørighed og afhængighed bliver stadig mere vigtigt - ikke fordi vi ikke kan klare os selv, men fordi vi har brug for, at nogen har brug for os. Det er også derfor Desperate Housewifes er en fed serie, fordi den viser det net af små detaljer, som kvinder spinder sig selv ind i og tit mister kontrollen over. Indtil den dag man vågner og opdager, at man er endt et helt andet sted, end man havde planlagt - og det så jo godt ud på overfladen. Men man ved ikke længere, hvad man vil, og man kan endnu mindre sætte ord på, hvad der er galt. I hvert fald ikke på en måde, så en mand kan forstå, hvad man mener. Kvinder danser stadig, som vi altid har gjort, mellem drømmen og virkeligheden, med desperation på randen af et nervøst sammenbrud. Så det er jo for hulen da ikke så underligt, at vi ikke har tid til at vinde nobelpriser eller føre krige.