EMNER

Hvad laver ni mio. kr. der?

Undskyld mig, men hvad i alverden laver 9 mio. udkantskroner i Silicon Valley i Californien? Det er det spørgsmål, man brænder efter at stille, Lars Løkke, morgen, middag og aften.

Det er jo galopperende vanvid, at statsministerens tidligere charmeoffensiv i Vestjylland bare har været et politisk fatamorgana. Venstre var simpelthen på hælene, da de pludselig opdagede, at deres ellers så trofaste vælgerkorps i Vestjylland havde fået nok, da centraliseringen af sygehusvæsenet i Midt- og Vestjylland var en realitet. Derfor hastede statsministeren af sted til folkemøder, hvor han gav løfte om en særlig udviklingspulje på 150 mio. kr., som skulle være med til at skabe vækst i udkantsdanmark, især i Vestjylland. Dels er fonden ikke tilført 150 mio. kr., men reelt kun halvdelen, og dels er pengene ikke øremærket vestjyderne, men hele Jylland. Endelig er reglerne så snævre, at det er umuligt for små virksomheder at opnå støtte. Ikke nok med det, men indtil videre har fonden kun udbetalt 9 mio. kr. til et århusiansk it-firma Dita Exchange, som har brugt pengene til at oprette et salgskontor i Silicon Valley i Californien. Ærlig talt, hvad har Silicon Valley med Udkantsdanmark at gøre? Det gad jeg godt vide! Summa summarum, regeringen har for længst lagt Udkantsdanmark og alle de problemer de slås med, bag sig. Sørgeligt, men sandt! Mon ikke Lars Løkke snart kan se frem til - snarlig - kontant afregning fra udkantsdanmark.