EMNER

”Hvad laver vi egentlig hernede?”

De danske soldater i Irak lever et liv i angst og frustration, fortæller feltpræst

KØBENHVN:Får jeg revet mine ben af? Kommer jeg tilbage i live? Hvad laver jeg overhovedet her? Dirrende spørgsmål trænger sig på, hver gang de danske soldater forlader lejren Camp Danevang for at patruljere omkring Basra i det sydlige Irak, der i går blev erklæret i undtagelsestilstand af den nye premierminister Nuri al-Maliki. At have døden så tæt inde på livet hver dag måned efter måned er en gennemgribende oplevelse, der tærer stærkt på psyken, fortæller feltpræst Jørgen Christian Madsen, som vendte hjem i slutningen af februar efter seks måneder som feltpræst i Irak. - De helt unge soldater bliver meget hurtigt voksne. Det er en voldsom proces, og det er ikke alle, der kan klare det, siger Jørgen Christian Madsen, der er tilbage som præst i Esajaskirken efter perioden som sjælesørger for det sjette hold danske soldater i Irak siden invasionen i 2003. Inden afrejsen tænkte Jørgen Christian Madsen mest på, om de cirka 500 mennesker ville kunne holde hinanden ud. I seks måneder skulle de sove sammen, spise sammen, gå i bad sammen, snakke, grine og græde sammen. Men spørgsmålet viste sig hurtigt inderligt ligegyldigt, da det nye hold soldater blot få dage efter ankomsten blev angrebet af de første vejsidebomber. Flere soldater blev såret. - Det var en voldsom start, der chokerede mange, men som også skabte et stærkt sammenhold. Vi blev hinandens familie, fortæller Jørgen Christian Madsen, der oplevede mange unge mænd forvandle sig fra at være topmotiverede til at klaske sammen i angst, afmagt og frustration. - Når hverdagen er præget af 55 graders varme og risiko for liv og lemmer, så melder savnet og længslen efter familie, kæreste og venner sig hurtigt. Mange henvendte sig til mig for at læsse af. Jeg er det sidste led i betroelseskæden og har tavshedspligt. Min fornemmeste opgave er at lytte, siger Jørgen Christian Madsen, som hver dag havde samtaler med 5-10 soldater, der havde brug for en lynafleder for deres frustrationer. Bægeret var fyldt Fire soldater endte med at blive sendt hjem kort efter ankomsten. Flere var garvede soldater, som ganske enkelt havde fået nok. ”De ville ikke have skudt røven af”, som de sagde. Bægeret var fyldt fra tidligere missioner, og de var mere eller mindre lammede af angst. Mange af de tilbageværende soldater havde ingen erfaring med internationale missioner. De var i starten af tyverne og kunne stadig huske duften fra mors kødgryder. - De var især bange for at miste deres førlighed. At miste deres ben eller på anden måde blive lemlæstet. ”Bare det går hurtigt”, sagde nogle. De foretrak at dø, hvis de skulle blive ramt, siger Jørgen Christian Madsen. 1. oktober mistede en officer livet ved en vejsidebombe. Endnu en voldsom hændelse, der rystede den danske lejr. - Briterne omkring Basra sendte soldater hjem i kister nærmest hver dag. Men vi havde været heldige, indtil vi pludselig mistede en af vores egne, siger Jørgen Christian Madsen. Mange soldater begyndte at spørge sig selv, hvad de overhovedet lavede i Irak. Midt i et fremmed land, langt væk fra deres familier og venner og med stor fare for at blive slået ihjel eller lemlæstet af en bombe eller i et af de halsbrækkende biluheld, som også var en del af hverdagen. - Vi havde en god dialog med lokalbefolkningen, som var taknemmelige for de projekter, der trods alt blev gennemført. Som for eksempel gangbroer, foldboldbaner og skadestuer. Her blev det tydeligt for soldaterne og for almindelige irakere, at tilstedeværelsen gjorde en positiv forskel. Men arbejdsforholdene var så vanskelige, og det er svært at holde frustrationer og følelsen af afmagt tilbage, når soldater bliver beskudt, mens de forsøger at redde små børns liv, siger Jørgen Christian Madsen. Mere end tre måneder efter sin hjemkomst fra Irak er han stadig træt. Oplevelserne fra Irak gnaver i krop og sind, men det betyder ikke, at han har fortrudt, at han tog afsted. - Den største glæde var ...., siger han og holder en kort pause, mens han leder efter ordene. - Det var at blive brugt. At føle sig værdsat som samtalepartner. I en ekstrem situation som i Irak falder alle parader, og kun livets skrøbelighed står tilbage. Det har givet mig et klarere og mere personligt gudsforhold, for når du er presset helt derud, er der ikke anden vej end at overlade begivenhedernes gang til noget større udenfor dig selv, siger Jørgen Christian Madsen. Hjem til friværdien Nogle soldater har svært ved at komme tilbage til en almindelig dansk hverdag. En hverdag hvor det handler rigtig meget om friværdiens størrelse og meget lidt om overlevelse. - Jeg bliver stadig ringet op af soldater fra hold 6. Flere af dem oplever flashbacks fra Irak. Geværløb der bliver stukket op i ansigtet, afrevne menneskelemmer, væltede biler. En del er tynget af skyldfølelse over for sårede kammerater og har brug for at snakke tingene igennem, siger Jørgen Christian Madsen, der i næste uge skal mødes med en lille gruppe soldater, der har brug for at bearbejde de voldsomme indtryk. Især kan det være svært for de helt unge soldater, der vender hjem efter i månedsvis at have været så stærkt konfronteret med livets skrøbelighed. - De bliver isoleret i forhold til deres tidligere kammerater, fordi de sidder alene med en viden om livets grusomhed. De ved, at livet ikke bare er et game over spil. Hvis det er game over, så er det ’for good’, siger Jørgen Christian Madsen.