Hvad med at give lidt til ofre i Asien?

EMNER 30. december 2004 05:00

JULE-AFLAD: Du sidder måske med resterne af julens fede and eller steg mellem tænderne, og mavesåret giver ondt fra sig under den kraftige fedt-, alkohol- og kaffebelastning. Din bankbog giver sig sikkert ligeledes af smerte, men glædeligt er det dog, at gaverne var præcis, hvad børn, kone og mand havde ønsket sig, og en lille ferie er jo ligeledes altid velkommen. Mens du har siddet i julesul til op over begge ører, er der imidlertid lige et par ting, jeg gerne vil henlede din opmærksomhed på: Mens du har holdt forbrugsfest med regeringens skattelettelser, er der mennesker i Danmark, som har sovet udenfor i kulden på gaden. Mennesker, som har sultet i Afrika. Børn, der er døde, fordi de skulle arbejde alt for meget med giftige dampe, metaller, plastik etc., så dine børn og børnebørn kunne få så mange gaver som muligt for skattelettelsen. Grim smag i munden? Måske ikke, men det burde du have. Nu er det mange år siden, at Danmark holdt op med at være katolsk. Alligevel håber jeg, at du køber en lille smule aflad og giver til de akutte ofre i Asien, og på længere sigt generelt giver til dem, der trænger. For du gør i hvert fald ikke. Bare spørg din badeværelsesvægt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...