Hvad med at læse lov?

Så er brostenene lagt på plads og tåregassen forsvundet fra Nørrebro i København. Hverdagen ligner nu sig selv, og det er tiden at overveje, hvad der egentlig skete.

Musik 20. marts 2007 22:02

At der skulle være drama, var der ingen tvivl om. Var den ikke til stede i virkelighedens verden, så skulle medierne da nok skabe den. Set i forhold til, hvad der ellers sker i Verden, kan man jo spørge, om ekstra tv-nyheder hver time ikke var for meget. Jo, det var en atypisk situation, men jeg gik rundt i København de dage, og blot 500 meter fra Nørrebrogade var København som sædvanlig. At skabe et set-up, der lignede borgerkrig i København, var dramatisk i overkanten. Nå, men det var jo ikke alle pressefolk, der syntes, at der skete nok. En journalist tog i bogstaveligste forstand sagen i egen hånd og kastede sten mod politiet. Så skrev han dagen efter om, ”hvordan det føltes”. Synd han ikke blev fængslet – så han kunne have ”følt” det også. En tv-journalist sydede af ubehag, da hun kunne fortælle, at hun ”blot havde samlet en brosten op”, så ”råbte politiet uvenligt til hende”. Jamen, hvad havde hun forventet? Begge episoder antyder, at der nok bør være en debat om ”pressens rolle” i slige sager. Forældrene til de fængslede unge førte sig også frem. Med forundring og sorg fortalte de hvor frygteligt det var, at deres børn nu var fængslede, blot fordi de havde samlet brosten eller smidt med dem. Men, tilføjede de, de unges deltagelse var blåstemplet af de pågældende forældre. Det fik justitsministeren til at spørge, hvor forældreansvaret er henne? Hvordan kan man lade 12-15- årige unge deltage i begivenhederne? Vi andre kunne jo tilføje, at dette ikke er et enestående tilfælde – om end mere voldeligt. For jeg undrer mig da også af og til over, hvor unge de mest berusede på gader og stræder i Nordjylland en fredag aften er. Hvor er de forældre henne? Justitsministerens ellers fornuftige synspunkt føltes imidlertid lidt dobbeltmoralsk, når hun samtidig går ind for skattelettelser, så vi kan arbejde mere. Hvordan man på én gang kan tale for mere forældreansvar og samtidig sige, forældrene skal være mere væk fra hjemmet – er mig en gåde. Så kunne man da i det mindste argumentere for skattelettelserne med, at mennesker så fik råd til at arbejde mindre, så de kunne være mere sammen i familien. Men det ville jo ødelægge Justitsministrenes økonomiske politik. Desværre er sandheden nok den, at danskerne er ét af de mest arbejdsomme folk i Europa – og derfor har for lidt tid til deres børn. I dagene efter urolighederne i København vendte mediernes interesse. Nu var det pludselig ejeren af huset, der skulle sættes fokus på. Jeg kender ikke noget til Faderhuset. Nogle påstår. den ligner Scientology. Andre at den bringer mennesker i psykiske problemer. Måske har de ret, jeg ved det ikke. Alligevel lykkedes det at gøre grin med Faderhusets ledelse. Bl.a. syntes en stor morgenavis, det var ustyrligt morsomt, at lederen af Faderhuset havde set opgaven på Nørrebro som et ”syn fra Gud”. Pludselig stod ejeren som fanatisk, lidt skør og nærmest ”farlig” for omgivelserne. Jeg er lige ved at sige: ”Hvad så?” Faderhuset havde legalt købt huset af Kommunen. I denne sammenhæng er det helt ligegyldigt, hvad der skal ske i huset, så længe det ikke er kriminelt eller til skade for andre. Loven afhænger ikke af, om man kan lide, det, der sker i huset eller ej. Hvis det gjorde det, kunne vi da få nok så mange pudsige sager rundt i landet. Næste diskussion handlede så om, hvorvidt Københavns Kommune har en ordentlig ungdomspolitik. Det er da sikkert både en lang og god diskussion. Men jeg er sikker på, at et bredt flertal i Borgerrepræsentationen mener, at en ”kultur”, der samler på brosten, brandbomber og andet farligt legetøj ikke skal støttes af kommunen. At der skal være plads til unge og deres koncerter er de fleste vel enige om – og om København har løst den opgave tilfredsstillende er der sikkert delte meninger. Det er bare ikke det, det handler om. Jeg er også uenig i meget af det, der sker i Danmark. Men jeg kan altså ikke gå ned og brække fliserne på Pakhustorvet i Sindal op, kaste dem efter vor lokale betjent eller ind i de nærmeste butiksruder – og så få ret. Danmark er et retssamfund og et demokrati. Hos os bestemmer de valgte, indtil de bliver skiftet ud. Man skal tage hensyn til mindretal, men man er samtidig nød til at erkende, at vi alle er nød til at følge de demokratiske spilleregler. Hvis Nørrebro blev det normale, ville vi have skabt et samfund, hvor det er den stærkestes ret, der bestemmer. Taberne ville være alle de udsatte grupper, de, der ikke er gode til at slås, de der ikke kan råbe så højt som andre. Politiet var på en ubehagelig opgave på Nørrebro, som de klarede til UG. Politiet er i den situation ikke ”den stærke statsmagts” repræsentant, men de udsatte i samfundets repræsentant. Kan man få sin vilje ved at opføre sig, som nogle gjorde de dage, så ser det sort ud for Danmark. Det er den konklusion, der må stå tilbage, når man skal se i bakspejlet. Pressens rolle, forældrenes rolle, medløbernes rolle, Københavns politik og meget andet kan give stof til eftertanke. Men det urokkelige er, at vi ikke ønsker et samfund, der bygger på Junglelov og vold. Det kunne de godt lære i København. Måske skulle de læse indledningen til Jyske Lov: ”Med Lov skal Land Bygges.” [ Peter Duetoft bor i Sindal, er historiker og har været folketingsmedlem (CD) 1988-2001 og i flere omgange landsformand for CD. I dag medlem af Socialdemokraterne. Arbejder som konsulent, bl.a. ved FN- og EU-demokratiprojekter i udlandet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...