Islam

Hvad med Danmark om 100 år?

Som læserne vil huske, har der været to poler i polemikken om Europas kultur kontra islams/arabernes kultur. Den ene pol bestod af Geoffrey Cain og Peter Bering sekunderet af Lars Nielsen, den anden var Pietro Cini og Peter Lauritzen.

Leon Nikulin

Leon Nikulin

Førstnævnte hævder, at islamisk kultur er undertrykkende og fordummende, sidstnævnte det modsatte. Hvem har ret? Ifølge forsker Tina Magaards artikler 21.10. er det Cain og Bering. Magaard skriver om islamiseringen af Mellemøsten (som var kristent, indtil arabernes erobring) og bruger Egypten som eksempel. Hun påpeger, at den islamiske besættelse i starten virkede meget fredelig, hvorefter forholdene for de indfødte blev så ringe, at mange måtte konvertere til islam. Hovedgrundene var to: 1. den ydmygende behandling, de fik som vantro. 2. de tyngende skatte på vantro, der kunne være en tredjedel eller en halvdel af deres indtægter. Skatterne (jordskat og kopskat) blev fordoblet fem gange mellem 705 og 868. Konsekvenserne var tunge at bære: Bøndernes antal blev reduceret, mindre og mindre jord blev dyrket. Denne situation førte til seks oprør mod de muslimske skatteopkrævere alene i det 8. århundrede. I 830 kom det sidste store koptiske oprør, som blev slået ned med så hård hånd, at kopterne aldrig siden forsøgte at løsrive sig. Der var tale om storstilede massakrer, sultkatastrofer og koptere, som landsforvises eller bliver solgt som slaver, skriver Tina Magaard. I dag er 90 pct. af Egyptens indbyggere muslimer. Og man forstår hvorfor. Tina Magaard kommer også ind på de indfødtes betydning for islams opblomstring, og læserne vil huske, at netop det var Geoffrey Cains hovedpointe. Hun skriver: ”Muslimerne kunne ikke klare sig uden de vantros administrative, videnskabelige og intellektuelle kvaliteter, hvilket oftest gjorde det muligt for disse at leve relativt roligt som ”dhimmier, dvs. ”beskyttede” minoriteter. Men beskyttelsen var mere teoretisk end reel. Ifølge Magaard er det en betingelse, at en dhimmi ikke må krænke islam eller muslimer. Alene det at påpege muslimers vold mod kristne kan tolkes som en krænkelse, da det giver et negativt billede af islam. I den logik er det dhimmien, der klager over volden, som skal straffes - ikke muslimen, som udøver den. Herefter stiller Tina Magaard et meget pinligt spørgsmål: ”Forsøger islamisterne at dhimmisere europæerne?” Og hun svarer selv: ”Det seneste års ”ytringsfrihedskriser” kan tolkes i det lys. Det stemmer overens med det udkast til en islamisk forfatning for Europa, som Islamic Council of Europe offentliggjorde allerede i 1983. Paragraf 3 stipulerer, at samfund og stat hviler på sharia, hvilket indebærer dhimmi-status til ikke-muslimer. Paragraf 8 stipulerer ytringsfrihed inden for lovens (altså sharias) rammer, hvilket i praksis betyder begrænsning af ytringsfriheden, da der i sharia er dødsstraf for krænkelse af islam.” Først i 1855 i forbindelse med den europæiske kolonisering blev dhimmi-lovgivningen officielt ophævet i Egypten og erstattet af en mere verdslig lovgivning, som sikrede kopterne bedre forhold. Den er dog aldrig blevet fuldt accepteret i den egyptiske befolkning og slet ikke i det religiøse establishment. Dvs. den kunne indføres igen. Og hvad med Danmark om hundrede år? Svaret blæser i vinden. [ Leon Nikulin, Skovlundgårdsvej 57, st. 3., Viby J., er dr. phil.e-mail: Niklun.rws@stofanet.dk