Hvad med de unge?

Vi lever med mange modsætninger. Ja, det er vel nærmest det, der giver livet kulør.

2011 satte om noget fokus på demokrati og menneskerettigheder. Ikke mindst Det arabiske forår med krav om demokrati. I Danmark har vi haft demokrati i mange år. Den styreform, som, ifølge den tidligere engelske premierminister Winston Churchill, er den værste - bortset fra alle de andre styreformer, der har været prøvet gennem tiderne. Vi må aldrig tage demokratiet for givet, og derfor blev jeg ekstra glad for overskriften i Berlingske: "Ungdommen er mest politisk aktiv". Ved nærlæsning viser det sig, at ungdommen er de 16-25 årige, og at tre ud af fire er interesserede i politik og samfundsforhold. De unge deltager oftere end andre i underskriftindsamlinger, debatter på nettet og i demonstrationer. Men hvad med at stemme? Hvad med at være medlem af politiske partier? Hvad med dialog i den virkelige verden? Det synes at være blevet en saga blot - og kan vi have demokrati, der bygger på underskriftindsamlinger, netdebatter og demonstrationer? Jeg er ikke i tvivl om, at der vil komme til at mangle noget - det vil efter min opfattelse give en enkeltsagsorienteret verden. Hmm, synes pludselig jeg har beskrevet en del af dagens virkelighed. Demokratiet er den mindst ringe styreform, netop forbi vores politiske ledere skal vælges og befolkningen dermed kan afsætte dem og sikre at der tages nye beslutninger, der peger i en ny retning. Stemmeretten og ikke mindst brugen af stemmeretten er nogle af demokratiets hjørnestene. Og selvom unge har interesse for politik, ja, så er det altså kun 47,1 procent af de 19-29-årige, der stemte ved det seneste kommunalvalg. Hele befolkningens stemmeprocent var omtrent 65,8 procent. Det må jo betyde at enten så falder unges interesse dramatisk efter det 25. år eller også er der ikke lighed for unge mellem politiske aktiviteter og det at bruge stemmeretten. Den netop offentliggjorte rapport fra Valgkommissionen peger på at hvorvidt man stemmer eller ej handler om vane, og kommissionen kommer derfor med 28 tiltag, der skal sikre unges deltagelse i demokratiet. Og vel dermed sikre demokratiets overlevelse. Hvis det er stemme er en vane, så er det da for en gangs skyld heldigt, at det er svært at ændre vaner, det kender vi vist alle til. Men hvordan grundlægges en vane? Det er jo en helt anden sag. Og hvis de unge ikke får denne vane, ja, så er demokratiet i fare. Så dalede glæden lige lidt igen. Og ved nærmere eftertanke, så har jeg også i de seneste år hørt mange voksne komme med kommentarer a la: "det er hip som hap, hvem vi stemmer på, politikere lover bare en hel masse, men har mest travlt med at kritisere hinanden". Dybest set mener jeg, at vi står over for en række store udfordringer. En af dem er at få de unge til at stemme, en anden er at genskabe tilliden til politikerne, og en tredje er at ændre den måde, der kommunikeres på. Løsninger på disse udfordringer må vi finde sammen. Vi, der er medlemmer af et politisk parti, har et særligt ansvar, men vi kan ikke løse udfordringen alene! Det er en opgave, vi som danskere må løses i fællesskab. Jeg tror på, at vi kan gøre det. Jeg tør ikke tro andet, for hvad er der så tilbage? Inge Kjær Andersen, født i 1977 og arbejder i den offentlige sektor. Medlem af Socialdemokraternes hovedbestyrelse. Formand for Kirkepolitiske Netværk. Formand for Hans Egedes Kirkes Menighedsråd og medlem af bestyrelsen for Danske Sømands- og Udlandskirker. Med i tænketanken Frit Forum for Folkekirkens Fremtid.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.