Hvad med en reform?

I en tid, hvor vold og kriminalitet rydder forsiderne på vores aviser, kan det undre, at man ikke på dette område taler om reformer.

KRIMINALITET:I en tid, hvor vold og kriminalitet rydder forsiderne på vores aviser, kan det undre, at man ikke på dette område taler om reformer. Politikerne står i kø for at kommentere på finanskrise, skattepolitik m.m. og der gennemføres reformer lige fra kommunal-, politi- og til arbejdsmarkedsreform. Til volden og kriminaliteten har mange politikere kun én kommentar: Mere straf. Man ved, at denne ”medicin” ikke hjælper, derfor vil en reform være på sin plads. Hvis vi på det private arbejdsmarked laver et produkt, som ikke virker og alligevel øger produktionen med 50 pct., så vil enhver politiker tage sig til hovedet, men på området med at håndtere de unge, er det åbenbart ok. En plads på en sikret afdeling koster ca. 2,4 mio. kr. pr. år. Området udbygges med 20 pladser, fordi der ikke er plads nok i de nuværende rammer. Det er ikke en billig foranstaltning at øge strafferammen og det hjælper heller ikke. Når den unge har været i fængsel og har udstået sin straf, så skal han integreres i samfundet ved bl.a. at få et job, men en straffeattest gør det svært, selv længe efter at straffen er afsonet. Kan straffeattesten nuanceres, så en arbejdsgiver ikke siger nej uden at have forholdt sig til hvad der står i den? Kassetænkning i offentligt regi fremmer ikke ligefrem motivationen for de konstruktive løsninger. Det er en kommunal opgave at forebygge og en stats opgave at ”helbrede” D.v.s. at hvis kommunen venter længe nok med den forebyggende del, så slipper de for udgiften når den unge skal helbredes og havner i fængsel. En fuldkommen tåbelig omstændighed da det jo i sidste ende er de samme skatteborgeres penge, - nu er det blot blevet dyrere. Fulgte pengene borgeren, kunne vi sikre os den løsning, som var bedst for den unge og samtidig en holdbar løsning for samfundet. Faggrænser gør, at vi kun løser opgaven i nogle fast forankrede systemer, uden hensyn til om det virker for den enkelte unge. Kan der skabes forståelse for, at de gamle dyder og personer med hjertet på rette plads, får en aktie i løsningsmodellen, som et beskedent alternativ til det fagregulerede system, som i dag har eneret på måden at arbejde med disse unge på. Men det kræver nytænkning og opgør med vanetænkning, accept af alternative løsninger samt ændret finansiering. Samlet set handler det om, at vi ser på den bedste løsning for den unge, for det er samtidig den bedste løsning for samfundet, både på det menneskelig og økonomiske plan.