Hvad med folkeafstemning?

KOLLEKTIV TRAFIK: I Radioavisen hørte vi (22.9.) om, at den kollektive transport kan blive næsten fordoblet og moderniseret ved at bruge et tocifret milliardbeløb, angiveligt 30-40 mia. til nye moderne tog og nye ekstra spor. Måske kunne man endda lave elektrificering af jernbanenettet. I samme radioavis omtaltes, at der før 1999 er indskudt ca. 36 mia. kr. til efterlønsopsparing, som man er lidt i tvivl om, hvad man skal gøre med. Jeg vil gerne foreslå, at de 36 mia. kr. investeres i kollektiv trafik. Dermed kommer investeringen alle til gode og vil gavne miljø, trafik, sikkerhed, skaffe arbejdspladser osv. I den nye ånd, der er opstået efter valget, kunne man måske overveje at lave en folkeafstemning om emnet?