Hvad med kulturen?

Socialdemokraterne beskylder byrådsflertal for "kulturfjendsk politik"

Hans Christensen
Ole Rørbæk Jensen (S): - Uhyre fattigt at spare så hårdt på kulturområdet i kommunen.
Museer 17. oktober 2011 06:00

Kultur- og foreningslivet bliver hårdt ramt af sparekniven i de kommende år. For hårdt mener Socialdemokraterne, der mener, at Venstre, SF og De Konservative er direkte "kulturfjendske". - Det er uhyre fattigt. Med et pennestrøg sløjfer I en aftale med Nellemanns Have. I skærer på støtten til Sæbygaard Slot, Bangsbo Botaniske Have, biblioteker og museer, sagde Ole Rørbæk Jensen (S), som tvivler på, at driften på Sæby Museum overhovedet kan fortsætte. Foreningslivet hårdt ramt Anders Gram Mikkelsen (S) frygter for kommunens foreningsarbejde, der rammes af nedskæring i kommunens tilskudsordning, den såkaldte Frederikshavn-Ordning, som beskæres med en million om året. - Det er et tudetosset signal at sende til de mange ildsjæle ude i klubber og foreninger. Vi risikerer, at ilden brænder ud, og at de frivillige mister lysten. - Borgmesteren har tidligere lovet ikke at røre Frederikshavn-Ordningen, men det var så blot en skåltale. Signalet er nu, at det der ikke kan stå, må falde. Det er liberalistisk politik, men jeg fatter det ikke, sagde den tidligere formand for Folkeoplysningsudvalget. Klubber og foreninger skal nu i 11. time til at revidere budgetterne og selv i gang med sparerunder eller forsøg på at finde private sponsorer. Dialog med foreningslivet Mogens Brag (V), formand for kultur- og fritidsudvalget, kan ikke genkende billedet af "et kulturfjendsk budget" og afviste, at det kun er "skåltaler", når politikerne fremhæver værdien af frivilligt arbejde. - Vi går nu i dialog med paraplyorganisationerne, museerne og idrætsområdet for at se, hvordan besparelserne konkret skal udmøntes, sagde Mogens Brag. Billedkunstskolen nedlægges, og det samme gør en række fodboldbaner og idrætsanlæg. Desuden skal der fra 2013 spares en million om året på halområdet. Bibliotekerne, der skal spare 1,2 million kroner må indføre lukkedage.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...