EMNER

Hvad med lidt respekt for pædagogfaget?

I NORDJYSKE (7.1.) bringes et meget tankevækkende debatindlæg af fire studerende fra Pædagogseminariet i Aalborg.

De problematiserer flere forhold omkring pædagogfaget. For det første undrer de sig over, at der stadig optages mange studerende på studiet, når der på landsplan kan konstateres en arbejdsløshed på omkring 4000 pædagoger. Dette er indlysende et paradoks, mener de. Vi er dog af den opfattelse, at der på ingen måder uddannes for mange pædagoger. Tværtimod. Der er i meget stor udstrækning brug for mange og godt uddannede pædagoger i dette samfund. Hvis vi kigger os lidt omkring i det pædagogiske landskab, kan vi starte med de allermindste børn, hvor vi er af den opfattelse, at der skal etableres langt flere institutioner med uddannede pædagoger i stedet for blindt at satse på dagplejesystemet. Samfundet/politikerne har lagt op til, at hele småbørnsområdet skal kvalificeres med udviklingen af pædagogiske læreplaner, sprogtest for de tre-årige, pædagogisk dokumentation, fokus på børn med særlige behov, styrkelse af den forebyggende pædagogik, evalueringer etc. Dette kræver selvsagt et vidende og veluddannet personale, hvis det skal lykkes at udvikle og danne vores børn på bedste vis. Men - pædagoger arbejder jo ikke kun indenfor småbørnsområdet. Der er også mange pædagoger ansat inden for fritidspædagogikken, døgninstitutioner for fysisk og psykisk handicappede, miljø- og netværksarbejde, socialpædagogiske institutioner, psykiatriske afdelinger, på aktivitetscentrene etc. På mange af disse institutioner og områder kunne og burde der ansættes langt flere uddannede pædagoger til gavn for brugerne. Vi burde kommunalt og centralt i højere grad prioritere det pædagogiske område, så det i overvejende grad kun er mennesker med en relevant uddannelse, der varetager arbejdet. De fire læserbrevsskribenter har også fat i, at selve pædagoguddannelsen over de senere år er blevet kraftigt beskåret. Færre undervisningstimer, mindre vejledning, ingen fempartssamtale, manglende opgaveevalueringer. Vi skal som ansatte på Seminariet være de første til at beklage disse forringelser, som er helt uacceptable. Vi forstår dem heller ikke. Men det er jo politiske beslutninger, som den nuværende regering står fadder til. På seminariet gør vi vores bedste for at kompensere for nedskæringerne, men det rækker ikke. Også som undervisere, føler vi os klemt. Gentagne omgange med nedskæringer har gjort det stadig mere vanskeligt at fastholde det faglige og pædagogiske niveau, det kræver at uddanne mennesker, der skal ud og varetage nogle af de allervigtigste jobs i samfundet. Lad os i fællesskab rette kritikken det rigtige sted hen, nemlig mod det politiske system. Under alle omstændigheder er det nu dejligt at se, at de studerende begynder at tage bladet fra munden! Forholder sig kritisk til de uddannelsesvilkår, de bydes og reagerer på de konsekvenser, forringelserne har for deres fag og profession. Det giver respekt. Og dermed er vi indirekte inde på det, de fire studerende selv peger på, nemlig at pædagogfaget ikke har megen respekt. Det kan man godt klynke over, men faget selv må ud og bevise, hvorfor det er så centralt. Det er faget selv, der må ud og fortælle politikere, forældre og andre, hvad det er, pædagoger kan. Det handler om at formidle og synliggøre arbejdet i den konkrete hverdag, men det handler også om at fortælle den brede offentlighed om det arbejde, der foregår i vuggestuen, børnehaven, fritidsordningen, døgninstitutionen,etc. Forhåbentlig kan vi sammen ændre på forholdene via argumentation og dokumentation.