Hvad med personligt ansvar?

Alt er efterhånden blevet gjort til politik. Det bekræftede til overmål valgkampen op til folketingsvalget 8. februar.

Og én af de helt afgørende årsager til dén i grunden urovækkende kendsgerning er, at faktisk talt ikke ét eneste parti længere stiller spørgsmålstegn ved velfærdsstaten og dens mere eller mindre skjulte forudsætninger – heriblandt ikke mindst dens materialistiske menneskesyn. Mens globaliseringen uafvendeligt driver os i retning af dét risikosamfund, som er en helt naturlig følge af, at vi som samfund skal eksistere side om side med mange andre lande – også fra Asien, Afrika og Østeuropa, så fastholder vores politikere ikke desto mindre krampagtigt illusionen om tryghedssamfundet. Der findes flere slags velfærdsstater. Den slags velfærdsstat, som vi har valgt i Danmark, er den såkaldt skattefinansierede, universelle velfærdsstat, hvor velfærdsydelserne betales via skatter og generelt dækker hele befolkningen. Stort set alle befolkningsgrupper – rige eller fattige – modtager i større eller mindre omfang overførsler fra staten. Der skelnes ikke efter behov, sådan som man gør i den såkaldte residuale velfærdsstat (lat. "som er blevet tilbage"), hvor de skattefinansierede offentlige ydelser kun gives til den fattigste befolkningsdel. Den universelle velfærdsstat indebærer et meget højt skattetryk, idet administrationen af velfærdsydelserne og fordelingen af de inddrevne midler for Danmarks vedkommende sker i hele tre led: stat, amter og kommuner. Og den store majoritet af befolkningen bindes så at sige op på velfærdsydelser og bliver på denne facon klientgjorte i et sådant omfang, at velfærdsstaten Danmark sandsynligvis er et af de allermest konservative og omstillingstunge lande i verden. Alt for store dele af befolkningen har alt for velplacerede interesser i, at velfærdsstaten vedbliver med at være som den er og ikke undergår nogen som helst forandring. Følgen er ydermere den efterhånden mere og mere kvalme, at politikerne op til valgene kan markedsføre sig selv som fromme godgørere, hvis godhed og menneskekærlighed alene måles i størrelsen på de øgede bevillinger og fordelingen af de via skatten inddrevne midler. Når politikerne i den just overståede valgkamp ned til den mindste detalje diskuterer, hvordan den enkelte hjemmehjælper skal gøre rent og passe og pleje den ældre, så er det bare ét blandt flere foruroligende tegn på, hvor på én gang intimiderende og grænseløs politik i virkeligheden er blevet. Velfærdspolitik trænger helt ind i privatsfæren og vil via bevillinger og forskellige ordninger bestemme over vores private og personlige prioriteringer. Hvad den slags ordninger angår, lever velfærdspolitikken sit eget uregerlige liv og går gradvist mere og mere grassat. Jeg véd egentlig ikke, hvad der er værst: tøjlesløse markedskræfter eller en velfærdsstat, der vokser fuldstændig uhæmmet og ender med at gøre os alle til hjælpeløse klienter? De mest nidkære velfærdspolitikere vil f.eks. gerne bestemme, hvem af forældrene, der skal tage barselsorloven. De "reaktionære" forældre, der selv vil passe deres børn, skal ikke økonomisk ligestilles med dem, der begge arbejder ude, og som derfor benytter et af de kommunale pasningstilbud. På denne og lignende måder åbner velfærdssystemet op for, at emsige velfærdspolitikere kan meningstyrannisere almindelige danskere, der gerne vil kunne klare sig selv og ydermere har overskud til at tage sig af andre også. Og som faktisk(!) mener alvorligt, at de personlige omsorgsopgaver, såsom pasning af børn, gamle, syge og ensomme først og fremmest er deres egen opgave. Ikke en upersonlig stats, et amts eller en kommunes opgave. Når snotforkælede gymnasieelever og seminarister langt overvejende vil stemme på partier, som i slogans og paroler vil gøre allermest for de svage, de fremmede og marginaliserede, så hænger det bl.a. sammen med, at de i hvert fald ikke personligt vil tage noget privat initiativ til at afhjælpe disse befolkningsgruppers problemer inden for deres egne snævre cafécirkler. De vil gerne ofre én dag til Operation Dagværk's støtteprojekt for udrydningstruede dværghottentotter på sydspidsen af Ullavullabobba-provinsens Coca-Cola-halvø. Men hvor mange gange opsøger en gennemsnitsgymnasieelev sin gamle demente bedstemor eller – far på plejehjemmet? Eller det handicappede familiemedlem, der savler og tisser i bukserne? Næ, velfærdsstatens borgere har det aldeles glimrende med, at de menneskekærlige partier vil bruge stadig flere penge på at løse de opgaver i den enkeltes personlige ansvarsområde, så de selv gennem et helt liv kan dyrke sig selv og deres karriereplanlægning uden på noget tidspunkt at blive forsinket eller forstyrret af syge, gamle, børn eller mennesker, der på anden måde har hjælp og støtte behov enten til sjæl eller legeme. Man øver imidlertid ingen som helst menneskekærlig handling, når man ene og alene over skattebilletten ønsker at betale sig fra sine personlige forpligtelser over for sin egen familie og børn. Det er slet ikke et spørgsmål om politik og penge. Det er et spørgsmål om personligt ansvar og offervilje. Ikke alt, man foretager sig i velfærdsstaten, udløser en løncheck eller offentlige støttekroner. Man må også til afveksling træde i personlig karaktér! Henrik Bang-Møller har siden 2000 været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat. Cand. theol. fra Københavns Universitet i 1999.