Trafikulykker

Hvad med regler?

I øjeblikket, hvor Nordjylland er iklædt sin vinterpels, som desværre sker for sjældent – ser man det ene trafikuheld efter det andet.

Spørgsmålet er: Skal man montere vinterdæk eller ej? Her kommer eksperterne så med mange gode indfald, nogen går for og andre imod – som bilist er det svært selv at beslutte sig, hvis man skal lytte til eksperternes udtalelser. Så fik jeg den tanke, hvad galt er der i at skele til vore nordiske naboer, som jo har en del erfaring med vintervejret – i Norge skal bilisterne sikre sig mod udskridning, og så bestemmer man selv, hvilke foranstaltninger, man vil foretage, men én ting er sikkert, de kører alle med vinterdæk og skal have snekæder med i bilen for det tilfælde, at de skrider ud eller sætter sig fast i sneen – der vanker kæmpebøder, hvis man har ”sparet”. Det er sørgeligt, at man i Danmark ikke har regler for dette, når man gang på gang ser køretøjer som privatbiler, busser og lastbiler, der ligger og flyder i grøfterne eller spærrer for den øvrige trafik, fordi man ikke vil ofre vinterdæk, som højner sikkerheden for de passagerer, der benytter den offentlige trafik og de andre trafikanter der også færdes på vejene – men der er sikkert ikke politiske stemmer i sådan en foranstaltning, ellers var det sikkert indført ad politisk vej for længe siden.