Lokalpolitik

Hvad mener borgmesteren egentlig?

LIMFJORDSFORBINDELSE:Efter transportministerens besøg i det nordjyske er der desværre kommet en vis usikkerhed omkring hvad Aalborgs borgmester, Henning G. Jensen, egentlig mener om en tredje limfjordsforbindelse. Den ene dag erklærer han, at han går ind for en østlig linieføring, for den næste at ville stå sammen med de øvrige borgmestre i Nordjylland om en vestlig. Er den socialdemokratiske borgmester i virkeligheden radikal? Dette skyldes dog også i høj grad, at der overhovedet ingen politisk modspil er til borgmesteren i byrådssalen, så ingen kritiske spørgsmål stilles. Yderligere synes det underligt, når en "statsmand" som Henning G. Jensen, angiveligt verbalt forulemper en politisk modstander offentligt. Her tænker jeg på Jørgen Andersens beskrivelse af hans "møde" med borgmesteren ved Aalborg Kongres og Kulturcenter. I den forbindelse kan jeg faktisk kun give Jørgen Andersen ret i, at der har været en stigende lukkethed, i flere politiske sager. Senest ved redegørelsen om salget af Aalborg Havns arealer til Enggaard, som blev behandlet på et lukket byrådsmøde - på samme måde som Musikkens Hus langt fra har fået en folkelig behandling. Og dette selv om det er skatteyderne som skal betale for de beslutninger som tages bag de lukkede døre!