Hvad nu, hvis ikke ...

Tænk, hvis vi blev ramt af et terrorangreb herhjemme i lille Danmark.

Tænk, hvis vi mistede vores elskede i sådan en forfærdelig og afskyelig ugerning. Bare tanken løber de fleste danskere koldt ned ad ryggen og efterlader en stor klump i halsen. Et sådant skrækscenarium har sikkert udspillet sig i mange danskeres værste fantasi. Og det er ikke så underligt. For dagligt konfronteres vi med selvmordsbombere i Mellemøsten – og PET har gentagne gange advaret om, at det ikke er et spørgsmål, om Danmark rammes af terror, men hvornår Danmark rammes af terror. Siden 11. september 2001 har frygten for terror kastet en stor, mørk skygge ind over vores samfund. Konsekvenserne heraf er som bekendt, at lovgivningen på området er skærpet drastisk. I frygtens navn sendes terrormistænkte ud af landet uden yderligere forklaring og uden at blive stillet for en domstol. Og folks færden på internettet og telefonopkald registreres og overvåges ved den mindste tvivl. For vi må have sikkerhed. Men hvad nu, hvis ikke der sker et terrorangreb herhjemme. Hvad nu, hvis frygten er relativt ubegrundet? Hvis vi skal være helt ærlige, er der jo ikke nogen herhjemme, der er døde af terror endnu. De nylige personangreb på tegneren Kurt Westergaard er skræmmende, og det er synd, at han og hans familie skal leve i angst – men jeg mener alligevel, at frygten for terror er helt ude af proportioner. Og måske er frygten i virkeligheden den største fare af alle. For i vores iver efter at beskytte vores land mod terrorister, der truer vores demokrati og menneskerettigheder, er vi paradoksalt nok ved at gøre arbejdet for dem. Med regeringens lømmelpakker, terrorpakker mv., hvor mennesker sættes i fængsel uden rettergang, nedbrydes vores demokratiske rettigheder dag for dag. Risikoen for at blive ramt af et terrorangreb er ifølge terrorforskere minimal. Det er langt, langt farligere at køre på cykel, i bil eller flyve. Alligevel er terror konstant på den politiske dagsorden – og politikere står i kø for at komme med tiltag. Men vi gør til sammenligning næsten intet ved rygning, selvom dødsfaldene herfra svarer til et 11. september - angreb hver 3. måned i Danmark. Danskernes middellevealder ligger helt i bund i Europa, hvilket hovedsageligt skyldes et højt tobaks- og alkoholforbrug. På trods af dette faktum nægter regeringen at sætte prisen markant op på cigaretter med den tynde begrundelse, at danskerne skal have frihed. Når det handler om at forhindre terror, tøver regeringen imidlertid ikke med at stramme lovgivningen – og mennesker smides i fængsel ved den mindste mistanke. Vanvittigt? Bedøm selv.