Kristendom

Hvad nu hvis vi glemte påsken?

Hvad nu hvis vi glemte alt om påsken? Hvad nu hvis vi sagde, at det er så traumatiserende en oplevelse for os som menneskehed, at nogen hængte Jesus op på et kors og lod ham dø uden at verdenssamfundet greb ind?

Vi ville gå glip af en god forlænget weekend i april, æg af chokolade, lam med mynte, sild og snaps. Men ville tabet ikke være til at overse, hvis vi en gang for alle kunne blive fri for at blive mindet om grusomheder, der foregik for 2000 år siden? Har nutiden ikke nok i sine egne plager? Og hvis vi nu endelig skal snakke om Jesus, så har vi julen - den er mere hyggelig! Lad os for eksperimentets skyld glemme alt om påsken: I den forgangne uge har man i det britiske magasin "Wired" kunnet læse om den klinisk psykolog Brunets imponerende resultater med at bruge en betablokker til at behandle traumatiserede mennesker. Betablokkerne er en type medicin, som almindeligvis bruges til at behandle forhøjet blodtryk og hjertekramper. Men det indeholder også et stof som kan ændre vores følelsesmæssige hukommelse. Forskerne arbejder på at ændre på den følelse, jeg har efter at være blevet udsat for en smertefuld oplevelse. Det kan være vold, sorg, sygdom o.s.v. En anden forsker ved navn Sacktor arbejder på ikke blot på at slette det følelsesmæssige minde, men selve oplevelsen fra hukommelsen. Han håber, at man kan slette nervesystemets minde om smerten, så nerverne bliver nulstillet, og smerten forsvinder. Hvad nu, hvis vi kollektivt anvendte betablokkeren på at få renset hukommelsen for mindet om Påsken? Hvad ville der ske, hvis mindet om skærtorsdag, langfredag og påskedag forsvandt? Vi ved, hvad der venter Jesus i påskeugen, fordi vi kender historien. Den ligger lagret i vores hukommelse. Vi har ikke oplevet den på egen krop men den menneskelige bevidsthed rummer den fantastiske egenskab, at vi kan sætte os i andres sted. Empati er den tekniske term fra psykologiens verden. At sætte sig i andres sted er en evne vi har, fordi vi har oplevet og opsamlet en lang række sanseindtryk og erfaret en lang række af følelsesmæssige påvirkninger på egen krop. Vi har en slags hukommelse for følelsesmæssige indtryk, der gør os i stand til at føle med andre. Dette er grundlaget for at kunne vise medlidenhed. Hvad nu hvis vi med et kemisk stof udslettede mindet om hvad der skete - Jesu lidelser såvel som smerte vi selv har erfaret? Udsletter vi mindet om egne lidelser, så fjerner vi også det erfaringsgrundlag, der gør det muligt for os at føle med andre mennesker. Vi fjerner grundlaget for at udvise barmhjertighed, vi fjerner grundlaget for at forstå de kærlighedsgerninger Jesu gjorde, mens han var i live. Den etiske konsekvens er, at vi ville miste evnen til at fatte omfanget af nutidens lidelser og grusomheder, når vi konfronteres med dem. Konklusionen for mig er klar: Vi lader påsken stå og undlader at medicinere os til et kollektivt hukommelsestab.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden