EMNER

Hvad så, Thyra?

LA-KANDIDAT:Anders Samuelsen forstår sandelig at håndplukke kendte personer som sine og Liberal Alliances kandidater til det kommende valg, bl.a. en kuglestøder og nu Thyra Frank. Jo - nok kendte, men hvad står de for rent politisk? Det er måske for meget forlangt af vælgerne at få dette at vide i og med, at partiet jo ikke har et bredt funderet politik. Men pyt med det, for som man ser, får de "kendte" kandidater jo en hel masse gratis reklame i pressen - fordi de er kendte. Og samme Thyra Frank vil i hvert fald hurtigt komme til at stå i et svært dilemma. Hun vil kæmpe for de ældre på plejehjemmene. Men hvad så, Thyra? Det eneste helt kendte i LA's program er kæmpe skattelettelser og afskedigelse af 40.000 offentligt ansatte. Jeg har allerede ondt af hende, for bedre forhold for ældre hænger simpelthen ikke sammen med 40.000 færre ansatte og de helt store skattelettelser. Store løfter og pæn snak gør det altså ikke alene.