Hvad siger Søs?

TV-SERIE Krøniken afsnit 6 – 1952 Matador afsnit 6 – 1932 Matador og Krøniken bliver ofte sammenlignet, og til denne anmeldelse har vi kigget på afsnit 6 i begge serier. Først et resume fra Matador: I afsnit 6 er Ingeborg gravid, og Ellens biologiske far (Holger) dukker op. Han forsøges deporteret til Canada. Damernes Magasin bliver solgt til "den anden side", der vil lave en bank i lokalerne. Hr. Schwann søger job på "den anden side", men ydmyges og er deprimeret over tidens udvikling. Og vi ser første gang, at det knager i ægteskabet mellem Hans Christian og Maude Varnæs. Afsnittet slutter med en dåb. Ingeborg og Mads' nye søn kommer til at hedde Erik. Krøniken starter til gengæld med en dåb. Erik og Idas nye søn kommer til at hedde Henrik. Krøniken opus 6 er tillige et af de ondeste afsnit af serien. Direktør Nielsen træder i karakter som et ualmindeligt dumt svin. Først muler han Søs. Så muler han Erik. Og til sidst muler han Palle. Men han gør det jo for deres egen skyld. Bilder han sig selv ind. I begge serier er det patriarken, der er i centrum. Mads Skjern og Kaj Holger Nielsen Der er end ikke skyggen af tvivl om, at patriarken er Guds forlængede arm her på jord. I hvert fald i deres selvopfattelse. Vi ser i Matador, hvordan Mads Skjern får sendt sin rival, Holger, til Canada. Da Ingeborg siger til ham, at der er noget, de skal tale om, er hans svar blot, at det problem har vi løst. - Og så taler vi ikke mere om denne sag. Aldrig mere, svarer han. Sådan handler en ægte patriark. En ægte patriark 20 år senere handler også resolut, når datteren bliver gravid i utide: Og abort er ikke en mulighed for Søs. Det gør man ikke, når man er konservativ for 52 år siden. Så hellere bortadoptere barnet og finde en livsløgn, man kan leve videre på. Det er dybt ydmygende at se Søs slutte sin samtale med direktør Nielsen med ordene: - Tak far. Mindre end to minutter senere kommer turen til Erik. Fantasten Erik vil låne penge af sin far for at redde sin tv-fabrik, men ender i stedet med at sælge ham al sin tv-ekspertise for 50.000 kroner. (Det svarer til 640.000 kroner målt i købekraft omregnet med forbrugerprisindekset). Og også han kvitterer med et: - Tak far. Hvor ydmygende. Erik er dog ikke længe om at gennemskue, at han er blevet røvrendt. Foruden disse par højdepunkter er der flere andre steder, hvor Krøniken for alvor er helt oppe at ringe. Sjældent har vi set Torben Jensen være så ækel som i sin rolle som abortlægen, der foruden et spekulum også forsøgte at anvende sin penis. Alene musikken gav myrekryb. Det var en vanvittig uhyggelig scene. Et af de bedre dramatiske højdepunkter er Søs' afbrydelse af Viggo Valentins pressemøde. Nej hvor er den opblæste skuespiller dog en nar, en egoist og et dumt svin. Søs kvitterer da også med en syngende lussing til ham. Det samme gør Vicki i Matador, da oberst Hackel kommer for at hente sin datter hjem til kasernen. Han beordrer sine soldater til at bære hendes kuffert ud til bilen, på trods af at hun har sagt, at de skal lade være. Men de parerer bare ordre. De bliver væltet omkuld, og Hackel får en velfortjent kindhest af sin datter, som på stedet bliver gjort arveløs. - Du er ikke min datter mere, buldrer obersten i dette Matadormix, som bestemt også er et af de bedste i den episode. Tempomæssigt er de to serier fortalt næsten ens. Matador består af 21 scener på godt 50 minutter, mens der er 28 scener i Krønikens knap 60 minutter. Altså et tempo, der er en bagatel hurtigere. Krydsklipning, hvor man følger flere handlingsforløb samtidigt i korte klip, er meget populær i dagens tv-serier. I begge disse serier anvendes krydsklipning kun én gang. I Matador krydsklippes der mellem bankdirektør Varnæs, der prøver at købe Gitte Graae til at forlade den varnæs'ske tilværelse og en bekymret Maude derhjemme. I Krøniken anvendes krydsklipperiet, da vi følger den engelske kroning på tv. Den ser vi dels hjemme hos Ida, dels ude på gaden foran radioforretningen og dels på Bella, hvor direktør Nielsen smugkigger på tv'et i udviklingsafdelingen. Denne kroningsscene er i øvrigt det eneste sted, hvor Krøniken søndag aften gik i kedsomhed. Det varede fem minutter, og det var for længe. I Matador nåede vi kedsomheden i allersidste scene, da vi er til dåb i kirken. Også her er vi tæt på at gabe af kedsomhed. Begge serier har tre steder, man kan betegne som naturlige højdepunkter. Den mest markante forskel på Matador, og den slags tv man lavede i 80'erne, er, at højdepunkterne fortællemæssigt er ganske korte. De varer to minutter hver gang. Højdepunkterne i Krøniken består derimod af flere sammenhængende scener og varer dermed noget længere. For eksempel afløses Søs' besøg hos abortlægen af den pragtfulde scene med Viggo Valentins pressemøde, der igen afløses af scenen, hvor Søs forfører Palle, der dog kun formår at gøre modstand i et splitsekund. Men den allerbedste scene af dem alle, er dog Krønikens slutning: Palles frieri. Det var på en gang rørende, sjovt og befriende. Og så er det jo en cliff-hanger af rang: Nu skal vi gå en hel uge og vente på svaret: Hvad siger Søs? Max Melgaardmax.melgaard@nordjyske.dk "Krøniken - afsnit 6". DR-tv søndag aften med genudsendelse torsdag aften (nærmere betegnet fredag kl. 0:05). Manus: Stig Thorsbo og Hanna Lundblad. Instruktion: Charlotte Sieling. "Matador afsnit 6 – Opmarch". Manus: Lise Nørgaard. Instruktion: Erik Balling. Set på video søndag eftermiddag.