EMNER

Hvad skal den voksne hedde?

@Brød.9.uncial.Taz:? Vi er flere forældre, som har snakket om følgende: Hvad skal de nye mennesker i livet hedde? Alle ved, at et barn kun har ét sæt forældre, men når der kommer søskende her og der, og alle andre kalder den nye person for mor eller far, skal børn så ikke have lov til også at kalde den person far eller mor (hvis stedforældrene og barnet selv vil)? Og vil barnet føle sig som en større del af begge familier, hvis det har en ”far” og en ”mor” begge steder? For mig fungerer det helt fint. Min søn har en ekstra ”mor” hos sin far og en ekstra ”far” hos mig. Det har han selv valgt, og vi har ladet ham bestemme selv. Til tider har han også kaldt mig ved fornavn, fordi alle de andre børn (fra tidligere forhold) gjorde det. Det gjorde lidt ondt til at begynde med, men man vænner sig jo let til det. Nu ved jeg, at han kalder mig det, han vil, og holder lige meget af mig, uanset hvilket navn han bruger. Men min veninde, som også er i samme situation, har nu kæmpeskænderier med sin eks og hans nye familie, fordi de lader ham kalde farens samlever mor. Det er faktisk blevet årsag til en krig om omsorgen for barnet. Hvad er din professionelle mening om dette? @Brød.9.uncial.Taz:! Min professionelle mening er, at din veninde må tage sig alvorligt sammen. Enten er hun ekstremt selvoptaget, eller også er dette med navnet blevet en billig undskyldning for at føre krig mod eks’en. Skal hun føre krig mod ham, må det være om noget, som har betydeligt mere substans, og som faktisk truer sønnens velfærd. Lige nu er hendes tema en trussel mod hans trivsel og relationer til alle i familierne. Det med navne/titler er vældig kulturelt bestemt og er også forskelligt inden for hvert enkelt land. Min søn har f.eks. altid kaldt både sine forældre og stedforældre ved fornavn, og hans egen søn gør det samme med sine forældre, hvorimod han bruger titlerne over for os bedsteforældre. Min erfaring er, at dette ikke spiller nogen stor rolle for børn, så længe de kun lever i deres biologiske familie, hvorimod det bliver meget vigtigt for mange, når mor og far får nye partnere efter en skilsmisse. Min generelle erfaring er, at barnets brug af ”far” og ”mor” i forhold til stedforældrene ofte er barnets måde at udtrykke sin tillid og kærlighed på. Enten denne nu opstår spontant eller efter flere år. Specielt husker jeg nogle børn (5-10 år), som først gik til deres biologiske far og spurgte, om det var o.k. også at kalde deres stedfar for far og derefter stillede stedfaren det samme spørgsmål. Hvis disse fædre efter lidt omtanke ikke er i stand til at glæde sig over, at deres børn nu har bygget en stabil og kærlig relation til den anden, har de efter min vurdering et problem med at skelne mellem børnenes liv og deres eget. Der er hverken noget nyt eller forargende i, at forældre er selvoptagede. I vores lutheranske, nordiske tradition er ”selvoptaget” normalt et negativt ladet skældsord, som leder i retning af egocentrisk. Sådan mener jeg det ikke, når jeg konstaterer, at vores ønske om overhovedet at få børn jo egentlig er selvoptaget. Vi får børn for vores egen skyld - ikke for børnenes - og det er helt, som det skal være. Fra og med undfangelsen er det derfor ekstremt vigtigt, at vi lærer også at inkludere barnets behov, ønsker, drømme, grænser og lignende. Eller for at sige det med børnekonventionens ord: respekten for barnets autonomi. Hele livet sammen med børn og også i relationerne til vores voksne børn tilbringer vi på en meget tynd line, hvor det ofte er vanskeligt at holde balancen mellem vores selvoptagede ønsker, drømme og vurderinger og hensynet til børnenes selvstændige, adskilte eksistens. Hvad betyder f.eks. udtrykket: ”Jeg lever kun for mine børn”? Skal det forstås helt bogstaveligt, at ”uden børn kunne/ville jeg ikke leve”. Betyder det, at ”jeg giver mit liv til mine børn” - eller måske ”kun på grund af mine børn har mit liv mening”. Er det med andre ord et helt selvoptaget udsagn eller en inkluderende kærlighedserklæring? Handler det om, at jeg er 100 procent optaget af mine børns behov, eller om, at jeg må styrke mit selvbillede eller image? I vore dage, hvor børn er blevet en slags statussymboler, er det logisk - men ikke specielt kærligt - at børnene bliver forældrenes selvoptagede projekter, og det betyder ofte, at forældrenes fantasier og ambitioner blokerer for deres nysgerrighed og åbenhed. Denne specielle type selvoptagethed kan være vanskelig at gennemskue - også for dem, der lider af den - fordi den næsten altid kamufleres i masser af ”børnevenligt” sprogbrug. Samlivsbrud og skilsmisse er en af de livskriser, som i nogle tilfælde afslører forældres ekstreme selvoptagethed på det mest ubarmhjertige, og hvor børnene derfor må finde sig i at blive brugt som våben i forældrenes barnagtige sandkassekrig. Lovgivning kan være med til at lægge en dæmper på dette, men kan som bekendt hverken forhindre krigene eller tvinge forældrene til at blive voksne. Når og hvis man som fraskilt forælder oplever, at det gør ondt, når ens barn beslutter sig for at titulere to mennesker som enten far eller mor, er denne smerte en påmindelse om, at man endnu ikke er blevet helt voksen. Et signal om, at tiden nu er inde til refleksion med efterfølgende adskillelse af sentimentalitet og kærlighed, af selvoptagethed og omsorg og måske endda til at formulere for sig selv og sit barn, hvordan han eller hun faktisk beriger mit liv - til forskel fra blot at give mig status. 99,9 procent af alle børn elsker deres forældre ubetinget - i det mindste så længe de er børn. Det er derfor vores selvoptagethed, der får os til at tænke så meget over, om de nu også elsker os. Det vigtige spørgsmål lyder: ”Hvordan kan jeg elske mit barn på en måde, som han får mest glæde og mental sundhed ud af?” For fraskilte forældre betyder dette blandt andet at holde fingrene helt væk fra børnenes relationer til deres stedforældre.