Lokalpolitik

Hvad skal kommunen hedde

S foreslår "Mariagerfjord" - stavet i et ord vel at mærke

HOBRO:Og hvad skal den lille, ny storkommune så hedde? Den ganske vej rundt om Mariager Fjord har der ikke været megen tvivl. Den nye familie med Hadsund, Arden, Mariager og Hobro Kommuner skal selvfølgelig hedde Mariager Fjord Kommune. Men i 11. time kaster Socialdemokratiet i Hobro et ændringsforslag på bordet. Det skete på Hobro Byråds møde i aftes, hvor politikerne skulle komme med deres forslag til Indenrigsministeriet. - Vi synes, kommunen skal hedde "Mariagerfjord Kommune" i to ord, og ikke "Mariager Fjord Kommune" i tre ord. Det første henviser til fjordområdet, mens det andet mere peger på Mariager by, og det er jo ikke meningen argumenterede Niels Peter Christoffersen (S). Han undskyldte, at forslaget blev kastet frem, uden at byrådets øvrige grupper var adviseret på forhånd. Derfor blev publikum vidner til en forhandling for åben skærm. Borgmester Jørgen Pontoppidan (V) mente, at Mariagerfjord i ét ord vil blive stavet forkert af mange. Men den konservative gruppe støttede Socialdemokratiets forslag, og i Venstres rækker var der begrænset mukkeri. - Kald den dog, hvad I vil, kunne man fornemme Kim Laursen (V) mumle, uden at han dog havde fået ordet. Så "Mariagerfjord Kommune" lyder Hobros forslag. Hvis de øvrige tre kommuner ikke er enige, fastsætter Indenrigsministeren navnet. Svend Nielsen (Hobro-listen) var imod. Han ser helst navnet "Hobro Kommune", men foreslår alternativt "Fyrkat Kommune".