Hvad skal man med fjender ?

Tom Rosendal, Johanne Nørregaard-Nielsen og Holger Østergaard Kristensen er de tre, Jørgen Paldam, Helle Virkner og Jens Otto Krag, der nu mødes efter døden for at se på deres liv og skæbne - i enkel scenografi og meget præcise kostumer. Foto: Michael Koch
Fugle 14. september 2009 06:00

TEATER "Krag" # # # # # ¤ Hvad skal man med fjender, når man har sådanne venner? Oppe i himmelen eller sådan et sted har Helle Virkner inviteret den vigtigste mand i sit liv, Jens Otto Krag, på visit. Nu, da de begge er døde, kan det jo endelig lade sig gøre at mødes i det hinsides. Men Helle er ikke ude i hverken forsoningens eller romantikkens ærinde. Hun er ude efter svar og afklaring. Hvad var det der skete med dem - og hvorfor. Derfor har hun inviteret en tredje person med. Jørgen Paldam. En gråtonet skikkelse, men en mand, der betød enormt meget i Krags politiske liv. En ven, en kampfælle, men også en rival og modstander i det livslange magtspil. Der er ikke lagt op til den hyggeaften, de to mænd venter sig hos den smukke værtinde med Jacqueline Kennedy-frisuren og den enkle tresser-kjole. Der er nemlig lagt op til en aften, hvor masker skal rives af, sandheder siges og sammenhænge forstås. Med eller uden d'herrers frivillige medvirken. Og Helle lægger hårdt ud: Hvordan gik det med Krags ideale fordring, velfærdsstaten? Den er endt med, at mere vil have mere, at solidariteten har vendt sig indad, så den enkelte nu kun er solidarisk med sig selv. Grådighed har afløst fælles, gensidigt ansvar. Velstand er ikke lig med lykke. Det er startopstillingen i Thomas Triers udfordring til Jomfru Ane Teatrets publikum i urpremieren på "Krag" - det første teaterstykke om en af Danmarks største politikere - og et stykke der meget hurtigt bevæger sig væk fra det umiddelbart dramatiske stof, hans notorisk voldsomme kærlighedsliv, og i stedet begynder at afsøge hans dobbelte personlighed, hans private og hans politiske liv og hans idealistiske ambitioner for årsagerne til den bratte og grumme nedtur. For lige så stor hans politiske triumf var - det danske ja til EF 2. oktober 1972 - og lige så sensationel hans exit fra politik var, da han fuldkommen uventet dagen efter trådte tilbage som statsminister, lige så brat blev hans personlige nedtur i depression og druk, der på bare seks år endte med hans død i ensomhed i Skiveren. De tre medvirkende er alle på deres livs fysiske top i forestillingen - men inde i dem er livet ikke bare levet til ende, de har også oplevet nedture, tab og desillusion. Fra deres efter-døden-dimension har de kunnet se, hvad der siden skete, og det har ikke altsammen været lige opmuntrende, lige så lidt som det har bragt dem den afklaring, de kunne have ønsket sig. Fra Helles udfordrende dissektion af nutidens velfærdsdanskere snor stykket sig ind i sig selv på jagt efter forklaringen - hvad var det der skete. Hvorfor endte landets største politiske succes-statsmand nogensinde så elendigt og ensomt? Helle anklager vennen, Jørgen Paldam, en lige så ægte historisk person som de to andre, men ikke noget særlig kendt navn uden for den socialdemokratiske inderkreds. Tænk på ham som Palle fra "Krøniken", en medspiller og ping-pong-partner i den politiske tankeproces. Hun vil skrælle lagene af og afsløre deres tilsyneladende venskab som et gensidsigt udnyttelsesforhold, fuldt af jalousi og intriger, måske endda gøre de to til en slags politikkens Mozart og Salieri. Det er de to mænd ikke ret tilbøjelige til at føje hende i. I begyndelsen. På den måde bliver det også til et spil mellem mænds og kvinders højst forskellige tilgange til, hvad følelser og venskab er for nogle størrelser. Men Helle får ikke lov at bevare initiativet ret længe. Krag viger baglæns og vil ikke se, de åbenlyse sandheder, hun præsenterer, men Paldam går hurtigt i forsvarsposition og angriber tilbage. Det var ikke kun i venskabet, der blev begået svigt - også i kærlighedslivet. Men han er også sårbar, for han føler, at han ikke fik den anerkendelse, han havde krav på for de storartede resultater, Krag nåede. Det kan så til gengæld få den ellers så kølige Krag ud af busken med nogle diskrete, men yderst virkningsfulde giftigheder på rette sted. Det er et stykke, der vil meget. Det er høje mål at sætte sig - at ville søge ind til kernen af store, komplicerede virkelige personligheders sjæleliv - og samtidig definere og gøre status over en af den historiske nutids vigtigste og stærkeste nationale manifestationer - velfærdsstaten. - Du vil gøre arbejderen til forbruger, advarer Paldam syrligt i en tidlig diskussion mellem de to som et forvarsel om en fremtid, hvor sammenhold og bekymring for hinanden skal forvandles til egoisme og materiel grådighed. Det bliver den ene dybe skuffelse og desillusion for den ellers så sejrrige Krag - den anden store skuffelse skal ganske rigtigt findes i kærligheden. For som det skildres skarpt og præcist i stykket, så vil det inderste private med stor sikkerhed blive projiceret udad på hele verdensbilledet. Ligesom de største historiske og politiske sammenhænge med stor sikkerhed kan aflæses i den enkeltes indre liv. Det er et krævende stykke for de tre medvirkende i den lidt over halvanden time lange enakter - uden scene- eller kostumeskift. De bevæger sig i en yderst enkel scenografi i tre niveauer, bygget af grå brædder og med tre grå stole som eneste rekvisitter. Her får lyset formidabel betydning i samspil med de tre spilleres bevægelser. Det er raffineret gjort, kompliceret og præcist under den tilsyneladende enkelhed. På samme måde flytter spillet sig hele tiden mellem det private og det politiske og dets forening - og mellem forskellige bevidsthedsniveauer og tidszoner. Det er kunstfærdigt og sikkert tænkt og udført - og med en stærk undertone af bitter humor, som gang på gang løfter og perspektiverer historien. Man glemmer det heldigvis undervejs - for det jo netop kunsten - men bagefter kan man ikke andet end beundre de tre skuespillere for deres fuldkomne greb om det meget ordrige, ret så svære historiske stof, som de bevæger sig rundt i med så stor selvfølgelighed. Der er ikke et øjeblik, hvor man ikke tror på den habitklædte kontorchef og arbejderbevægelsesakademiker, Jørgen Paldams slebne venlige korrekte facon i Tom Rosendals elegante, dannede skikkelse, hvor sjælens ensomhed og sårbarhed er gemt bag dygtighedens tillærte styrke og replikkens lynsnare parader. Eller på Holger Østergaard Kristensens Krag med indadvendt blik og en krølle af ironi i det smalle smil, et ansigt som er et låg på meget stærke følelser. Og Johanne Nørregaard-Nielsens Helle Virkner, åben indtil det naive, men også så stærkt opsat på at få svar, at det gør hende uforberedt og sårbar, når svarene kommer. Og himmelfaldent vred når Krag mistænker hende faltalt voldsomt for en enkelt affære, mens han selv, bogstaveligt talt, var hende utro hundrede gange. Det er et forbløffende stykke teater - en begavet diskussion af helt centrale moralske spørgsmål i politik og i det private liv. Hvor vidt kan man lade sin pragmatisme strække, f. eks. Kan man acceptere, at samarbejdspolitiken under besættelsen lå kind mod kind med landsforrædderi? Kan man være pragmatisk med kærligheden? Med løftebrud? Og er det sandt, at demokratiet kræver vækst for ikke at vælte, lige som en cykel kræver fart? Og hvad så, hvis væksten bliver destruktiv for samfundet? Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Krag" Manus og instruktion: Thomas Trier Scenografi: Susanne Juul Lys: Andrew Tristram Medvirkende: Holger Østergaard Kristensen, Johanne Nørregaard-Nielsen og Tom Rosendal. En time, 35 minutter. Jomfru Ane Teatret, Aalborg Urpremiere, lørdag 12. september Spiller til 3. oktober

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...