Hvad skal vi med kirken?

Det seneste menighedsrådsvalg i Danmark blev meget dårligt besøgt. Stemmeprocenterne er lave til menighedsrådsvalg. Lave og faldende, så hvis den herskende tendens fortsætter, vil der ikke være nogen til at stemme, når der bliver udskrevet valg til menighedsråd om 20 år.

Hvor længe, O Gud, hvor længe skal vi vente, før en eller anden oplyst præst med en smittende entusiasme, intelligens og gå-på-mod tager sig sammen og stiller spørgsmålet, som ingen åbenbart tør stille: Hvad skal vi bruge folkekirken til? Der er ikke specielt stor opslutning til folkekirken. Der er svært at finde kandidater til menighedsrådsvalgene, og selv præsterne tvivler på om der findes en Gud. Det virker ikke som nogen specielt god forretning. Men alligevel fosser der hvert år millioner af kroner ud af statskassen til vedligeholdelse af kirker. Skattekroner, som ikke kun finansieres af kirkens medlemmer, men af alle os andre almindelige skatteydere, ligegyldigt hvilken tro eller seksuel orientering vi har. Hvorfor kan vi i Danmark ikke finde ud af at adskille statsmagt og religion? Sandheden er jo, at den danske kirke er et forældet system, som burde være blevet forladt for mange årtier siden og udskiftet med et mere tidssvarende alternativ. Der er ingen som helst undskyldning for, at et oplyst demokrati som Danmark i det 21. århundrede skal leve med et så middelalderligt system. Danmark er et multikulturelt og -religiøst samfund, og dette bør også afspejles af vores statsmagt. Man bør ikke have et kirkeministerium, hvor ministeren samtidig er den øverste person for en af de berørte religioner. Det er jo netop det, vi prøver at undgå i Irak. Hvis man endelig skulle give denne uretfærdige fortrinsret til en af de berørte religioner, burde det være en post, der gik på skift, så der for hver periode blev valgt en kirkeminister fra en ny religion. Debatten om homoseksuelle vielser viser, hvor langt tilbage den danske folkekirke egentlig er i forhold til det omgivende samfund. Som med alle andre "varme" emner var der tendenser til uenighed uden at det førte til nogen afgørende strid. Faktum blev dog, at homoseksuelle ikke må blive viet i den danske kirke. Præsterne ville ikke engang give tilladelse til, at man kunne foretage en borgerlig vielse i kirkerne. Med andre ord kan skatteborgere, som bidrager til vedligeholdelsen af de danske kirker i kraft af deres status som offentligt rum, ikke få lov til at få foretaget en vielse i det selv samme rum. Det er en besværlig sag, når religion og økonomi bliver blandet sammen, for selvfølgelig har jeg forståelse for, at tro er vigtig. Tro er afgørende for vort liv, men troen bliver hæmmet af at ligge under for politik. Selv Søren Kierkegaard var imod en folkekirke. Hans holdning var, at tro er noget personligt. Noget, der ikke kan sættes i system på den måde, som det bliver i folkekirken. Jeg har ingen tvivl om, at den lutheranske kirke vil klare at blive adskilt fra den danske statsmagt. Rent faktisk tror og håber jeg, at det ville betyde en styrkelse af kirken, hvis man fik gjort det til et tilvalg at være kristen. Som det er i dag, består hoveddelen af den danske folkekirkes medlemmer af ligegyldige bidragsydere, der i 13-årsalderen foretog et valg af frygt for at skulle gå glip af den store konfirmationsfest. Det gode ved, at Tove Fergo er blevet kirkeminister, er, at selv præsterne er begyndt at tale positivt om at få kirken adskilt fra staten. Igen er der også undtagelser; hendes husbond ser vel ikke nogen grund til at forlade et system, hvor man så hurtigt kan stige i løn. Jeppe Lisdorf er førstegenerationsindvandrer fra Esbjerg. Studerer på AAU og er redaktør af de studerendes blad, "Nye Veje".