Hvad sker der for 2009?

Efter julen, som jo er børnenes og hjerternes fest, er vi kommet ind i det nye år på den hårde måde. Optakten var ikke for god med krisestemning og bankkrak, og umiddelbart ser det ud til, at 2009 på forhånd er dømt ude. Den tragiske mishandlingssag fra Mou har fyldt hele uge to og været omdrejningspunkt for alle danske medier, og alle håb om et godt nytår synes at fortone sig. Vi begriber det jo ikke. Er det ren ondskab, er det uvidenhed, magtesløshed, frygt, utilstrækkelighed? Har myndighederne været for tilbageholdende? Vi leder efter forklaringer og nogen at skyde skylden på. Forældrene - mor og stedfar - er pædagog og sygeplejerske - fag, som kræver empati og indlevelse. Vi kan ikke tro, at der er tale om omsorgssvigt, før kendsgerningerne direkte står og råber os ind i ansigtet. Og det er da også et minefelt og meget svære sager, når vi taler om tvangsfjernelse. For i andre sager stiller folkestemningen sig jo sporenstregs på forældrenes side og går i protesttog for hjemmets ukrænkelighed og forældrenes ret til myndighed over deres børn. Erfaringerne synes dog at dokumentere, at man ikke kan tvangsfjerne for mange børn. Det kan godt være, nogle forældre føler sig krænkede og løbet over ende af myndighederne, men det er selvfølgelig langt værre at lade børnene betale prisen. Hvornår har vi hørt om børn, der har taget skade af at blive tvangsfjernet, og hvor ofte er det omvendt sket, at børn er blevet svigtet alt for længe, før samfundet virkelig har set på deres tarv og intet andet hensyn taget i sagsbehandlingen? Jeg tror desværre, der er minus på samfundets omsorgskonto. Børn er alt for loyale små repræsentanter for deres familie og deres miljø. Hvis forældrene synes, de skal lære at skyde med skarpt, så snart, de har lagt bleen, ja så lærer de at skyde først og spørge bagefter (eller aldrig). Hvis forældrene hader jøder/palæstinensere, ja så gør børnene det også. Og det er ved alle guder skræmmende. Jeg synes, de skulle kaste med nogle flere sko og lave færre bomber. Vi kan nok ikke udrydde forældrenes magt over børnene, men vi skal saftsuseme blive bedre til at holde øje med, at de værdier, vi som samfund og omgivelser lægger vægt på, er de positive, som sætter mennesker i stand til at tale fornuftigt om tingene. Også i Gaza betaler børnene prisen. Både i det liv under pres, de lever til daglig i flygtningelejre og en konstant ufredelig og hadefuld atmosfære, og aktuelt med den igangværende israelske krig mod Hamas. Forældrene har selvfølgelig også her - på alle sider af grænserne, forstås - et stort ansvar for at give de rigtige værdier videre til næste generation. Ønsker man, at krigen skal fortsætte med uendelige gentagelser af tryk og modtryk, eller ønsker man, at kommende generationer skal kunne forstå hinanden og tale sig til rette? I millioner af hjem verden over blev der for kun et par uger siden udtrykt inderlige ønsker om et godt nytår og fred på jorden. Hvorfor er det så lige, at verden nærmest har sat sig fast i samme, krigeriske rille? Vi vil så frygtelig ugerne sige undskyld, så frygtelig ugerne sige pyt med det, når nu vi ved, at vi har ret. Nej hellere stå på sin ret og slæbe naboen i retten over en i virkeligheden ligegyldig bagatel. Hvad betyder en skelpæl, når det kommer til stykket? Ligesom når man siger “nej” til ungerne og de spørger “hvorfor ikke?”. Har man et godt svar, en gyldig grund - eller siger vi bare nej af vane eller princip? Ikke fordi principper er noget skidt i sig selv. Vi skal bare huske på, hvorfor vi har dem. Princippet om adskillelse af kirke og stat, f.eks. -noget vi i Norden har haft tradition for i mange hundrede år. Alligevel skal der bedes fadervor under morgensangen på flere danske skoler. Jamen altså - netop i disse multikulturelle tider (og de forsvinder ikke igen, uanset hvor meget Dansk Folkeparti snerper munden sammen) betones det gang på gang, at de danske værdier bl.a. indebærer, at tro og religion er en privatsag. Så kan det altså ikke nytte noget, at folkeskolen lister forkyndelsen ind under morgensangen. Kristendomskundskab, ja tak, undervisning der giver viden og indsigt i andre religioner, ja tak. Men drop bønnen. Lad en-hver være salig i sin tro. Tænk hvor mange konflikter rundt om i verden, der ville komme til at mangle brændstof, hvis dette gode, danske mundheld vandt større udbredelse.