Hvad ved opposition om erhvervspolitik?

I sommeren 2010 vedtog Europa-Parlamentet med S og SF i spidsen at regulere arbejdstiden for selvstændige vognmænd.

Mange advarede dengang Europa-Parlamentet mod at vedtage en sådan lov. Jeg pegede også selv på, at den ville få meget uheldige konsekvenser for erhvervet, og at den i øvrigt ville være helt umulig at implementere. Det har nu vist sig at være rigtigt. En lang række medlemslande siger åbent, at de ikke kan implementere reglerne. Hvis en lov ikke kan implementeres i praksis, hvad skal vi så med den? Venstrefløjens argumenter var, at vejsikkerheden stod på spil. Det til trods for køre- og hviletidsbestemmelserne, der allerede er gældende. Hvis en vognmand afviger fra køre- og hviletidsbestemmelserne, får han frataget sin licens. Derfor kan man i bedste fald tale om dyr dobbeltregulering. I værste fald dræber den røde lovgivning et erhverv, der allerede lider under krisen og i stor stil flytter sin drift over grænsen til Tyskland. Et andet argument fra S og SF's side var "unfair konkurrence". Det til trods for, at de selvstændige vognmænd netop bliver udsat for urimelige konkurrencevilkår ved at blive indlemmet i bestemmelserne. Reglerne betyder nemlig, at en ejer af en enkeltmandsvirksomhed kan bruge relativt mindre tid på vejene end chauffører, der er ansat af en vognmand. Er en vognmand eksempelvis på arbejde, når han fakturerer eller bearbejder data på en pc i førerhuset? Eller på kontoret? S og SF mangler i den grad en forståelse for, hvordan erhvervslivet er skruet sammen, og hvad der er fornuftig erhvervspolitik. Vognmændene har i hvert fald ikke brug for mere af det, vi har set S og SF vedtage indtil videre.