Hvad vil rød blok?

Siderne med læserbreve her i NORDJYSKE er ved at løbe over ende med breve fra socialister, der mener, at regeringen er djævlen selv.

Man bliver så ufattelig træt af at læse det samme igen og igen. Socialisterne tror åbenbart på, at hvis man gentager en løgn, så bliver den nok sand. En af løgnene er, at Socialistisk Folkeparti vil føre en ansvarlig økonomisk politik, hvis de (Gud forbyde det) kom og tog magten i Danmark. Ansvarlig økonomisk politik er at bruge en krone, når der er en krone tjent. Det er ikke noget nyt for den liberalt tænkende. Socialistisk Folkeparti vil gerne hæve skatterne for bl.a. boligejerne for at finansiere deres håbløst ugennemtænkte økonomiske plan. Hvem kan mon ellers finansiere planen? Bilejerne? Erhvervslivet? Der skal ikke så meget fantasi til at forestille sig en rød regering, hvor befolkningen bliver pålagt endnu flere skatter og afgifter. Da kommunisten Ole Sohn blev fremlagt dette på TV 2 News, reagerede han ligesom da han blev konfronteret med, at han er kommunist. Og det er en mand, der seriøst bliver nævnt som finansminister. Igen må man tage sig til hovedet, og spørge sig selv, om det ikke er en stor joke. En anden løgn, der bliver gentaget gang efter gang, er, at regeringen er skyld i den nuværende økonomiske krise. En større gang virkelighedsfjernt vrøvl skal man lede længe efter. Den nuværende krise er global, startet i USA efterfulgt af hele verden. Det nærmer sig dumhed at påstå krisen er dansk skabt. Befolkningen og dansk erhvervsliv må spørge sig selv, hvad det er for et samfund, vi vil have om 10-20 år. Er det et samfund, hvor der stadig er et frit sygehusvæsen, hvor vi stadig har råd til de svageste i samfundet, fordi erhvervslivet får plads til at fungere. Eller er det et samfund der er gået til grunde fordi alt erhverv er flyttet til udlandet, et samfund, hvor dem der tjener penge bliver pålagt flere og flere skatter og afgifter?