Hvad vil S?

Nu har socialdemokraterne gjort det igen som så mange gange før; bevist at de er tvetydige i deres politik,

MELDINGER:Nu har socialdemokraterne gjort det igen som så mange gange før; bevist at de er tvetydige i deres politik, og dermed forvirret vælgerne. Først kommer Thomas Adelskov med et forslag, der skal redde lønmodtagere, der ikke har været medlem af en a-kasse i mere end ét år – og stadig give dem dagpenge. At Socialdemokraterne kommer med et useriøst forslag er så, hvad det er, men at den socialdemokratiske ledelse afviser deres egen ordførers forslag viser bare, hvor lidt styr på tropperne, Helle Thorning og Henrik Sass Larsen har. Det samme var tilfældet tilbage i starten af december, hvor den socialdemokratiske partiledelse satte Pernille Rosenkrantz-Theil på plads – blot at det dengang handlede om en respektløs, rebelsk aktivist, der ikke ville gøre som de voksne sagde, og at det i dette tilfælde er Danmarks næststørste partis arbejdsmarkedsordfører, der foreslår et mere eller mindre uretfærdigt forslag – hvorefter han bliver sat på plads af partitoppen. På sin vis kan man godt forstå, at Carsten Hansen afviste dette forslag – det er jo hamrende useriøs politik fra Socialdemokraterne. Det er det, vi er vant til, men hvis man kigger på selv forslaget, ser det ikke alt for fornuftigt ud. At give lønmodtagere en måned til at melde sig ind i en fagforening, hvor de så kan sikres mod arbejdsløshed, så de modtager penge næste kvartal efter fyringen, betyder logisk set, at de lønmodtagere, der i forvejen var medlem af en a-kasse i mere end ét år, vil føle sig snydt – for de har indbetalt til a-kassen i en længere periode, end de nyankomne medlemmer, der kun har betalt for en enkelt måned. Hvis man bliver reddet ved målstregen, mister de andre medlemmer tilliden til, at det er fornuftigt at betale til a-kassen. Selv Socialdemokraternes oprindelige dannelsesgrundlag, nemlig fagforeningerne, skyder forslaget ned. FOA, der repræsenterer en stor del af lønmodtagerne i Danmark, synes heller ikke ligefrem, det er imponerende politik fra S’ side. Helt ærligt, Socialdemokraterne: Vis os dog, at I overhovedet kan bruges til noget som helst! I er et af de største partier i Folketinget, men alligevel formår I ikke at bruge jeres mandater til noget som helst konstruktivt – ikke for nylig i hvert fald!