Havne

Hvad vil vi med Østre Havn?

BYUDVIKLING:I disse uger skal Aalborg Kommune beslutte, hvorledes Østre Havn skal omdannes til et fremtidigt attraktivt område for byen og dens indbyggere. Og allerede på forhånd er en række entreprenører, arkitekter og planlæggere kommet med forslag til, hvordan den opgave skal løses. Lad det være sagt med det samme - det har været nedslående at se det kreative niveau blandt de danske arkitekter i denne sag. Sporene skræmmer fra Vesthavnen, området mellem broerne i Nørresundby og til dels også Lindholm Brygge, og Østre Havn er reelt sidste chance for at skabe et unikt miljø på Aalborgs havnefront. Resultatet af arkitekternes arbejde med Østre Havn sender Aalborgs havnefront ud på en ny katastrofekurs. I første omgang præsenterede fem arkitektfirmaer det ene mere kønsløse forslag end det andet. En ville overhale Århus inden om og bygge Danmarks højeste hus. Det skulle ligne et ”Lille Manhattan”, hed det i forslaget. (Hvorfor må det ikke ligne Aalborg, kan man spørge?). En anden mente, at man nemt kunne lokke såkaldte ”kreative vidensvirksomheder” ned på havnen ved at give dem en stribe havudsigt og lidt fornemme boliger. En tredje slog på, at den alternative kultur ville komme stimlende til. Fælles for alle forslag er, at de i den grad mangler visioner. Hvor er det overraskende, og hvor er provokationen, der bevæger sig ud over det, som alle andre satser på; kultur, kreative erhverv, cafeer og alle de andre ord som politikerne elsker at høre? Vi er i gang med at begå sammen fejl på Østre Havn, som vi allerede har begået på kilometervis af kajkant i Aalborg. Vi har sparket bolden over til byens entreprenører, der ikke kan beskyldes for at bekymre sig om byens ve og vel, men snarere om hvor højt de kan presse kvadratmeterprisen på de nye boliger. Bedst illustreres det vel af TK Development, der allerede har meldt ud, at de vil omdanne endnu en stribe af havnen til luksuslejligheder og dermed skabe mere gold rigmandsørken af beton og glas - blottet for liv og sjæl. Og mon ikke A. Enggaard står på spring med lignende planer? Men hvad er det vi vil med vores havn? Vil vi bare ligne omdannede havneområder i Horsens, København, Århus, Vejle og enhver anden by her i landet? I så fald er det jo oplagt at fortsætte med planerne om at kaste havneområderne i grams hos TK Development, A. Enggaard og lignende foretagender. Eller vil vi skabe noget, der for alvor kan sætte Aalborg på landkortet? Så kære politikere. Krøl alle hidtidige planer og arkitektforslag for Østre Havn sammen, send arkitekterne og planlæggerne i skammekrogen og prøv om ikke de unikke ideer kan findes andre steder. Arkitektfirmaerne synes i hvert fald at være løbet tør for ideer - eller er det bare politikerne, der ikke tør skabe noget unikt?