Hvalens Keikos historie

København, lørdag /ritzau/ 1977-78: Keiko kommer til verden til havs. 1979: Fanges i Nordatlanten tæt ved Island. Placeres i det islandske akvarium Sædìrasafnid. 1982: Transporteres til Marineland i Ontario, Canada. Træning og offentlig optræden. 1985: Sælges til underholdningsparken Reino Aventura i Mexico By for 350.000 dollar. 1992: Optagelser til Hollywood-succesfilmen "Free Willy". Keiko vokser ud af sit bassin, og hans sundhedstilstand er dårlig. 1993: Premiere på "Free Willy". Børn og voksne falder pladask for Keiko. En artikel i Life Magazine beskriver hvalens elendige helbred og levevilkår. Nu får dyrevenner travlt. 1994: Filmselskabet Warner Bros. drukner i breve fra bekymrede Willy-fans. Miljøgruppen Earth Island Institute overtager søgningen efter et nyt hjem til spækhuggeren. 1995: The Free Willy Keiko Foundation grundlægges. Fonden indsamler ni mio. dollar til køb og flytning af Keiko til bedre forhold. Reino Aventura overdrager Keiko gratis til fonden. Filmen "Free Willy 2" har premiere. 1996: Keiko transporteres fra Mexico til sit ny 50 mio.-kroners-bassin i Oregon Coast Aquarium i USA. Det planlægges at flytte hvalen tilbage til Island. 1997: Filmen "Free Willy 3" får elendige anmeldelser. Keikos flytning forberedes. Valget står mellem to lokaliteter på sagaøen - Heimaey vinder. Keiko har øget sin vægt med knap et ton. 1998: Keiko har lært selv at skaffe sig føde ved at jage fisk. Der tælles ned i USA til Keikos flytning fra Oregon til et havbur i Klettsvik på Vestmannaøerne. Et massivt presseopbud følger transporten af Keiko over land og i luften fra USA til Island. Keiko sættes ud i Klettsvik. Den norske hvalfanger og politiker Steinar Bastesen får forbud mod at besøge Keiko. 1999: Forskerne, der arbejder med Keiko 24 timer i døgnet, vil tidligst slippe hvalen fri i 2000. 2000: Keiko rykker ud af sit fodboldbane store bur og får 22 gange mere plads i den afspærrede bugt Klettsvik. 2001: Keiko bliver presset til at forlade sit fangenskab, men nægter. Hvalen vil hellere fodres end fange sin egen føde. 2002: Efter flere forsøg bliver Keiko endnu en gang sluppet fri fra sit bur i Island i midten af juli. Efter halvanden måned dukker Keiko op i Norge. På trods af det dyre rehabiliteringsprogram fodres Keiko med sild for 13.000 kr. om måneden. 2003: Verdenspressen kommer til Halsa for at rapportere om Keikos ny opholdssted i Taknesfjorden i Norge. Efter 14 års pause genoptager Island hvalfangst. 12. december: Keiko dør efter kort tids sygdom, formentlig af forkølelse eller lungebetændelse. /ritzau/