Hvalpsund Badmintonklub på vej mod lukning

På klubbens ekstraordinære generalforsamling på tirsdag skal der findes tre nye bestyrelsesmedlemmer

HVALPSUND:40 år med badminton i Hvalpsund kan meget vel ende med at blive ved de 40 år. Interessen for at være med i bestyrelsen for Hvalpsund Badmintonklub kan nemlig ligge på et meget lille sted. Da klubben på sin ordinære generalforsamling for 14 dage siden skulle finde tre nye medlemmer til bestyrelsen, blev det ikke til noget, for der var kun fem fremmødte - og ingen af dem havde den store lyst til at deltage i bestyrelsesarbejdet. Derfor afholder badmintonklubben ekstraordinær generalforsamling på tirsdag 2. september i håbet om, at der melder sig tre nye medlemmer til bestyrelsen. Sker det ikke, er det slut med badminton i Hvalpsund. I det mindste under navnet Hvalpsund Badmintonklub. 40 år på bagen Klubben er som nævnt 40 år gammel og begyndte i sin tid i gymnastiksalen på Louns-Alstrup Skole. Siden da er klubben vokset meget, og i dag er der omkring 100 medlemer af klubben. Der burde derfor være et solidt grundlag for at finde mulige kandidater til bestyrelsen, men der er tilsyneladende ikke alverdens største interesse for at være med. Og det undrer et af de nuværende bestyrelsesmedlemmer, Kenneth Baandrup, sig over. Han mener primært, at det er forældrene, som ikke bakker nok op omkring deres børns badmintonklub, og han kalder forældrenes støtte for sørgelig. Det er faktisk ikke den store indsats, der behøves for at være et aktivt medlem af klubbens bestyrelse, for møderne tager kun 15 timer af tiden på et helt år. Keneth Baandrup undrer sig også over, at det åbenbart kun er forældrene i Hvalpsund, som har et problem med at bakke deres børn op, når der er udestævner. Han har ved flere lejligheder bemærket, at forældre fra andre klubber i Himmerland ikke har nogen problemer med at være til stede, når der er større stævner i Hvalpsund. Ny bestyrelse, tak På den ekstraordinære generalforsamling på tirsdag er det med andre ord knald eller fald for Hvalpsund Badmintonklub. Klubben annoncerer sammen med annoncen om den ekstraordinære generalforsamling om ledige baner, så et eller andet sted spirer håbet om en fortsat aktiv badmintonklub i den sydlige del af kommunen. Den fremmødte forsamling skal på tirsdag finde afløsere for formand Tonny Jessen og Marianne Hansen, der begge med 10 års arbejde i bestyrelsen har gjort deres pligt. Desuden skal bestyrelsesmedlem Lars Nielsen også have en afløser efter et år i bestyrelsen. Sker det ikke, kan man roligt vinke farvel til Hvalpsund Badmintonklub.

Forsiden