Hvalpsund

Hvalpsund skal have en hjemmeside

Her kan man også fortælle om arrangementer

HVALPSUND:En arbejdsgruppe i Hvalpsund er i fuld gang med at få oprettet en hjemmeside for byen. Hjemmesiden får navnet Hvalpsund-by.dk. Arbejdsgruppen under Hvalpsund borgerforening, består af Grethe Østergaard, Else Lund, Jørgen Smed, formand og Christian Søgaard. De har omdelt invitationer til byens forretninger, virksomheder, institutioner og foreninger og håber naturligvis, at så mange som muligt vil tage imod tilbudet, som er gratis for foreninger. For alle øvrige er hjemmesiden gratis det første år, og derefter vil de blive opkrævet 100 kroner om året. - Hvis der er nogle, der ikke har fået en invitation, men som gerne vil være med, er de selvfølgelig meget velkomne til at henvende sig til en af os, understreger Christian Søgaard og fortsætter: - En god og fyldestgørende hjemmeside er jo byens ansigt udadtil, så det er derfor vigtigt, at så mange som muligt bakker op omkring hjemmesiden. Forretninger, virksomheder og institutioner kan for eksempel få deres logo med og et link til deres egen hjemmeside. Der vil også kunne tegnes annoncer på siden. En af ideerne med hjemmesiden er også at kunne fortælle om de arrangementer, der sker i byen. Arbejdsgruppen har sat 18. april som tilmeldingsfrist, hvis man vil være med. Gruppen har tidligere lavet velkomstfolderen om Hvalpsund, "Hvalpsund - Fjordens Perle", som er blevet taget rigtig godt imod. Folderen bliver givet som en lille velkomsthilsen til nye tilflyttere i byen. is