Energiselskaber

Hvam holder varmen - og prisen

Varmeværk holder stand mod stigende oliepris

HVAM:Nok er Hvam-Gl-Hvam Varmeværk naturgasfyret, men bestyrelsen har alligevel haft et spændt øje rettet mod olieprisernes himmelflugt i det seneste års tid. Siden seneste generalforsamling er olieprisen steget fra 22 dollars pr. tønde til langt over 50. Og eftersom naturgasprisen følger olieprisen, kunne man frygte det værste. Imidlertid kunne bestyrelsen berolige sine "kunder" på generalforsamlingen forleden. Varmeværket holder for fjerde år i træk prisen. Prisstigningen opvejes nemlig af en afgiftslettelse og en yderst fornuftig drift af værket. Varmeværket kom ud af året med et overskud på en halv million, og det snart 10 år gamle kraftvarmeværks egenkapital er nu på én million kroner. Bent Stick og Søren Smed Sørensen blev genvalgt til bestyrelsen.