Canada

Hvam-spejdere har store dage i Canada

HVAM:Som perler på en snor følger oplevelse på oplevelse for KFUM-spejderne fra Hvam, der for tiden opholder sig i Vancouver-området i Canada. Efter en problemfri rejse "over dammen" blev spejderne indkvarteret i en hytte i et bjergområde, og siden er det gået slag i slag med ture og arrangementer - og med at snuse til den canadiske levevis - f. eks. morgenmad med pandekager og ahornsirup. Spejderne, der kommer rundt i lejede biler, fortæller i en mail til redaktionen, at de bl. a. besøgte et bjergområde med skovhugger-show, har sejlet i kajak, badet i 26 graders varme, spist kinesisk mad i Vancouvers Chinatown, oplevet regnskov, været på Stillehavet i små gummibåde for at se hvaler og på tur i en stor glippegrotte, hvor spejderne blev udstyret med pandelamperne, inden de bevægede sig ned gennem de smalle gange. Desuden fortæller spejderne, at de har været til grillparty på stranden med udsigt over Vancouvers skyline. 1. juli var det festdag i Canada, og forretningerne var lukkede. Til gengæld åbnede Hvam-spejderne en bod, hvorfra de solgte krabbeklør stegt i olie. Salget gik så fint, at det blev til et overskud på 150 dollars. Endelig fortæller spejderne, at de under en to timers aften-sejltur med færge til Vancouver oplevede at se spækhuggere, der legede i vandet tæt på skibet.