Hvem dræbte Blekingegade-serien

TV2s store dramasatsning blev et stort antiklimaks.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jan Weimann (Nikolaj Coster-Waldau) anholdes. Foto: Per Arnesen/TV2

TV-drama: "Blekingegade" - 5. afsnit Hele serien: Hvor må det være ydmygende for TV2 at være nødt til at flytte slutafsnittet, klimaks-episoden, på deres store tv-dramasatsning fra ugens bedste aftentid - søndag kl. 20 - hvor den har kørt indtil nu - til fredag kl. 20. Men det er nødvendigt, når DR spiller trumf og starter en ny omgang "Livvagterne" netop søndag aften med overlegen selvsikkerhed. Det ville have været den endelige, stille død for den i forvejen styrtdykkende Blekingegadebande. Men hvem myrdede serien? Ikke DR - det er først nu, kanalen virkelig generer naboen, og formentlig kun, fordi seertallene i forvejen halveredes uge for uge. Sultet ihjelOverfladisk Dobbeltsatsningen er så blevet, at man kan nøjes med en del af historien og regne med, at publikum selv kender resten. Men den del af publikum, der gør det - i kraft af Peter Øvigs bøger - har jo også dermed vidst, hvor meget bedre det kunne have været og ærgret sig over, hvor overfladisk serien her blev. Og de, der ikke kendte hele historien i forvejen, er meget hurtigt blevet forvirrede og faldet af. Det er karakteristisk, at det er i de to sidste afsnit, dramaet endelig får fat. Her er der bygget op til de endelige opgør: Opgøret med banden, da det går galt ved Købmagergades Postkontor. Og ikke mindst kriminalmanden Moos opgør med både ledelsen, PET og sin gamle makker, Hans, der har svigtet deres venskab og sin politiforpligtelse kynisk i flere omgange. Den slags opgør er den rene vare. Endelig kan retfærdigheden ske fyldest, og let bitre og vidende kan vi alligevel sidde tilbage sammen med Moos i bevidstheden om, at retfærdigheden er sket fanden, er den - at den unge politimand, Jesper Egtved Hansen, ikke havde behøvet at dø. Egne love At der stadig er adskilligt fejet ind under gulvtæppet - at PET følger sine egne love som en stat i staten og øjensynlig har både ret, magt og midler til at hindre opklaring af forbrydelser. Det blev lidt klodset pointeret i de sidste minutter af sidste afsnit, da Moos først konfronterer PET-Hans og viser ham Egtveds sørgende mor - og derefter besøger Jan Weimann i fængslet, længe efter, hvor han blot kan konstatere, at den terrordømte nok er straffet, men intet angrer. Og stadig sammen med kammeraterne sidder tæt og godt på masser af afgørende viden om uopklaret kriminalitet. Som f.eks. hvem af de fire, der dræbte Jesper Egtved. Dramaet slipper ganske godt fra at lade det blive hængende i luften, hvem der skød. En analyse af scenen tyder på Niels, men i det psykologiske efterspil i banden kan det lige så godt have været Jan. Det er en okay beslutning i dramaet, eftersom ingen har fået eller taget skylden i virkeligheden. Dårlig tale Der har været en del godt, tæt drama i politiarbejdet især i de to sidste afsnit, og de ledende skuespillere har brudstykkevis fået gode scener at spille i modsætning til de første tre afsnit. Og gode tv-dramatiske elementer som den utrolige nøgleaktion, som serien i øvrigt misser lejligheden til at udnytte ordentligt. Helt gennemgående for hele serien har været den pinligt dårlige tale-side. Masser af replikker er forsvundet helt og holdent. Selv har jeg været nødt til at sætte tekst-tv-tekster på, når jeg har set det udsendt - og til at gentage replikker igen og igen pr. repeat-funktion, når jeg har set afsnittene på forhånd, som dette, på dvd. Det er da fuldkommen latterligt dårligt, at landets bedste skuespillere i dette teknisk toptunede medie ikke kan finde ud af eller få lov til at sige deres ord, så de når ud gennem skærmen. Det er tæt på at være en skandale.