Tyrkiet

Hvem er man ?

Koge agurker! Det kan man da ikke. Gå i seng med sine venners koner! Det kan man da virkelig ikke. Spise levertran til hakkebøf! Nej, tak, det kan man s….. ikke. Køre i venstre side af vejen! Er du rigtig klog… det kan man da ikke. Det sjove af det hele er, at selvom du og jeg sikkert ikke ville bryde os om at gøre det, man ikke kan, så er der intet, der forhindrer os i det. Vi almindelige mennesker kan egentlig godt, men man kan ikke. Og der er meget, som man ikke kan. I virkeligheden får jeg af og til en fornemmelse af, at man mangler ganske grundlæggende evner i forhold til almindelige mennesker, og alligevel er det man, der bestemmer stort set alt. Hvad tøj vi går i. Hvad vi mener om dit eller dat. Om vi kan tillade os det ene eller det andet, og om vi kan tillade os at lade være. Desuden er der ingen, der har talt med man. Der er heller ingen, der har set man. Der er ingen, der har klappet ham eller hende på skulderen. Ja, vi ved ikke engang, om man er en han eller en hende. Hver kultur har oven i købet sin egen man. Iranere, tyrkere og danskere har således hver sin man, og derfor sker det tit, at vi har svært ved at forstå hinanden, fordi vi netop gør det, man ikke kan ifølge andre kulturers man, og vi bliver målløse, når vi får at vide, at nogen spiser hunde, katte og rotter. Det kan man nemlig ikke. Derimod kan man godt spise svin. Selvfølgelig er nøgleordet tolerance, men lige så let det er sige eller skrive, lige så svært er det at føre tolerancen ud i livet. For man er per definition ikke tolerant. Hverken den danske man eller "de fremmedes" man. For hvad skal man stille op, når man forarges? Og hånden på hjertet… hvad skal "de fremmede" stille op, når vi forarger dem? At være tolerant kræver en meget stor indsats. For tolerancen kommer udelukkende gennem forståelse af den fremmede kultur, og den fremmede kultur må nødvendigvis også forstå os, for tolerance kan ikke kun gå den ene vej. Vi danskere kan ikke forandre, hvad den danske man mener fra den ene dag til den anden, og vi må forstå, at f.eks. den tyrkiske man heller ikke forandrer sig, bare fordi han/hun er flyttet til Danmark. Måske burde man forsøge sig med nysgerrighed i stedet for tolerance. Hvorfor kan man nu ikke dette eller hint? Er det virkelig rigtigt, at man ikke kan? Måske trænger vores egen man til at blive strammet lidt op, og måske trænger "de fremmedes" man til det samme. For hvis vi skal leve i samme samfund, er det nødvendigt, at det er den samme man, der styrer os, og selvom det er en stor opgave, at skabe en man der er fælles for alle mennesker på hele jorden, så kan den vel lykkes, hvis man virkelig vil.