Hvem er mest frelst?

Jeg havde to dagsordener i min klumme "Nu høster vi storm" (2.2). Det er åbenbart én dagsorden for meget for mine kritikere, der hellere vil stå på ét ben og gale som haner end bruge de to, vi er født med, og som befordrer den bedste afbalancerede tankegang.

Jeg afskyr den islamiske fundamentalisme, ligesom jeg afskyr den islamofobiske fundamentalisme på den danske højrefløj, der går fra det yderste højre og Dansk Folkeparti og et stykke ind i Venstre. Jeg vil tillade mig det "krumspring" eller den tankeoperation at kritisere begge fundamentalistiske holdninger. Når Abu Laban forklarer sin spaltede tunge med, at han kun sympatiserede med holdningen bag boykotten af Danmark, men ikke med handlingen, begår han samme fejl som Jyllands-Posten, der siger undskyld for virkningen af deres handling. Det svarer til gadedrengens forklaring på stenkastet mod ruden. Han siger undskyld for den knuste rude, eller han siger, det var ikke min holdning, at ruden skulle knuses. Motiv og konsekvens af en handling isoleres i hver sin verden, selv om de jo hænger sammen! Det er simpel logik og etik. Men det skal man ikke forvente respekteret hverken hos Laban eller Jyllands-Posten. De manipulerer begge med begrebernes logiske og etiske struktur. Britta Astadatter (3.2.) holder en verdenshistorisk forelæsning for mig – i et læserbrev - og beskylder mig for pseudo-intellektualisme. Kunne hun dog blot overholde sin norm selv! Jeg kan ikke abonnere på det forenklede syn på klodernes eller de to kulturers kamp, som hun fremlægger. Nuancer har åbenbart Fanden skabt, men så holder jeg med Fanden!Lars Nielsen (4.2.) er enig med mig i min analyse: at hele profetsagen skal ses i sammenhæng med Irak-krigen, men uenig i min konklusion. Jeg er uenig i Lars Nielsens konklusion. Jeg mener ikke, der kommer noget lykkeligt ud af at påtvinge et arabisk land demokrati med våbenmagt udefra og ovenfra. Jeg kunne håbe på en revolution fra oven – ligesom da Reventlowerne og Bernsdorff gennemførte bondefrigørelsen i Danmark. Det er måske naivt, og er en revolution nedefra tænkelig? Jeg ved det ikke. Forfatteren Niels Vagner Petersen (5.2.) gør sig lystig over min uvidenhed, der består i, at jeg ikke dagligt læser Jyllands-Posten. I min klumme efterlyste jeg "én eneste fornuftig begrundelse" fra Jyllands-Posten til krænkelsen af den islamiske tro i ytringsfrihedens abstrakte navn. Det fordrejer den lystige forfatter, der underholder denne avis' læsere med sin trussel om at melde sig ud af Forfatterforeningen bl.a. på grund af forfatterinitiativet (er det blevet til noget?), at jeg i fire måneder haropholdt mig i et beduintelt i den arabiske ørken og ikke fulgt med i Jyllands-Postens "velargumenterede" bevæggrunde og redaktionelle overvejelser. Jeg minder om, at jeg efterlyste "én eneste fornuftig begrundelse"! Så beskæmmelsen over min uvidenhed er helt på forfatterens egen side, og han minder mig efterhånden om en ældre fisker, der sidder og trækker tanketorsk op af Hirtshals havn. Der er med årene blevet mindre og mindre skipper i Vagner. Ovenikøbet karakteriserer han min klumme som en "frelst epistel". Dette på trods af dens spørgende form og bekendelse til en vis usikkerhed i bedømmelsen af hele balladen. Jeg er nødt til at sige, at den religiøse doktrinarisering af demokrati og ytringsfrihed er gået over gevind. Filosoffen Karl Popper sagde mindeværdigt for disse tider, at demokratiet er "den mindst ringe styreform". Sådan som George Bush i dag taler med ideologisk megafon, Anders Fogh Rasmussen eftersnakker for at skabe en dansk, heroisk udenrigspolitik, der tager stilling og sender soldater i krig for de vestlige værdier, og sådan som Jyllands-Posten stimulerer sindene til kulturkamp og civilisationsopgør, og sådan som Vagner Petersen prædiker de vestlige værdiers herredømme, hvem er det så, der prædiker, er frelst, er religiøs? Kulturredaktør Flemming Roses konfirmationsundervisning i ytringsfriheden på alle tv-kanaler og i de fleste aviser efterlader et forstemmende indtryk af en person, der lever i en dybt polariseret verden (måske et præg fra de mange år i Rusland), og som vil være våbendrager for et aktivt, krigerisk civilisationsopgør mellem det hellige Vesten og det forbandede Mellem-Østen. At statsminister Anders Fogh Rasmussen har fredet Jyllands-Posten ved ikke at bruge sin ytringsfrihed til andet end en afsnuppet og fremmumlet reservation på TV 2 i et interview, demonstrerer det mummespil, der kører mellem statsministeren og Jyllands-Posten. Avisen gør i virkeligheden et fortrinligt ideologisk arbejde for den kulturkamp, statsministeren lagde til grund for sin regerings politik allerede fra begyndelsen. Denne kulturkamp er også udenrigspolitik, skal man vide, og krigsdeltagelse i Irak. Måtte guderne og alle gode kræfter forbyde, at slaget ved Isted eller Dybbøl får en efterfølger, der hedder slaget ved Basra! Det er efterhånden det perspektiv, tingene skal ses i. Ambassaden i Damaskus er brændt! Det er på tide, at "konfirmanderne" tænker sig om!