Hvem er synderen?

Det bliver dyrt at rydde op efter grov olieforurening. Aalborg Kommune efterlyser vidner, som kan føre til den skyldige

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Cirklen viser, hvor olien blev dumpet. Det er et lille skovområde, der grænser op til industrikvarteret på Svendborgvej i Aalborg Øst.

AALBORG:Hvem dumpede 1000 liter spildolie i et hul og efterlod en større miljøforurening, der koster skatteborgerne i Aalborg dyrt?

Det spørgsmål stiller Aalborg Kommune og retter en appel til offentligheden: Hjælp med oplysninger der kan finde frem til synderen.

Forureningen blev opdaget tirsdag 27. maj i et lille skovområde, der grænser op til et industrikvarter i Aalborg Øst.

Kommunen iværksatte straks en oprydning, hvor 1000 liter spildeolie blev suget op. På stedet var der også dumpet 100-150 brugte oliefiltre. Mængderne tyder på, at et firma står bag.

- Hvem kører ellers rundt med 1000 liter olie og så mange oliefiltre, bemærker landinspektør Lene Dokkedel, Aalborg Kommunes by- og landskabsforvaltning.

På nuværende tidspunkt har kommunen betalt regninger for 75.000 kr., men der løber mere på. Når det endelige regnskab er gjort op, kommer beløbet over 100.000 kr.

- Vi synes, at det er rigtig ærgerligt at skulle bruge så mange penge på at rydde op efter folk, som kunne have brugt de kommunale genbrugspladser eller en professionel modtagestation for miljøfarligt affald, siger landinspektør Lene Dokkede.

Aalborg Kommune har på grund af sagens grovhed meldt overtrædelsen til politiet, og skulle nogen have set noget, hører kommunen gerne et praj, og oplysninger kan også videregives til politiet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.