Slægtsforskning

Hvem er vi og hvor kommer vi fra?

Folk strømmer til kurser i slægtsforskning

FREDERIKSHAVN:- Jamen, er det ikke sådan et J, der står der? - Står der så Viggo foran? - Nej, der står pige. - Og så alt det prikværk der. Det er jo ikke til at se, hvad det er. Otte mennesker sidder rundt om et bord, nogen af dem med en lup i hånden. Alle har rynkede pander og blikket stift rettet mod et stykke papir med gotiske bogstaver. Håndskrevne gotiske bogstaver vel at mærke. Fælles for de fleste er nemlig, at de er gamle nok til at have haft de trykte, gotiske bogstaver som pensum i skoletiden. Ved to andre borde udspiller sig næsten samme scene. Vi er til undervisning i slægtsforskning, og kursisterne har lige fået udleveret deres første opgave: at tyde en flere hundrede år gammel kirkebogsside fra Mygdal sogn. Inden de nåede så vidt, har arkivar Erik S. Christensen forelæst om slægtsforskningens finesser og faldgruber. Mus, fugt og fluevinger - Det plejer at være ganske problemfrit, indtil man løber ind i et problem, siger Erik S. Christensen. Problemet kan være fugt, der har gjort gamle dokumenter ulæselige, eller mus, der har ædt sig ind på uvurderlige oplysninger i kirkebøgernes kanter. Eller som eksemplet med en ulæselig kirkebog fra Læsø: - Præsten flåede vingen af en flue og dyppede den i noget dårligt blæk. Og så hed de iøvrigt allesammen Christensen, siger Erik S. Christensen. 24 koncentrerede blikke er fæstet på hans ansigt, og de eneste lyde, der høres, mens han forklarer om kirkebøger og lægdsruller, folketællinger og jævnførselssregistre, er lidt raslen af papir og en tusch, der skratter mod et whiteboard. - I kan lige så godt lære det nu, for jeg vil altså ikke have, I fjumrer i det, siger Erik S. Christensen, og den skrattende tusch i hans hånd tegner, hvordan man bygger et anetræ eller en efterslægtstavle op efter nogle ganske bestemte og temmelig indviklede nummereringsprincipper. - Det er ikke sjovt at få giftet sin datter med sin oldefar. Det kan hænde, hvis ikke I holder styr på det her, advarer han. Anerne på nettet - Ved du hvad? Jeg var fandeme heldig, siger Frank Petersen. Han har selv eksperimenteret med et anetræ, og ved en tilfældighed har han fået det vendt rigtigt og placeret de foreløbig 11.700 familiemedlemmer, han har fundet frem til, uden at der er gået kuk i systemet. En interessant person har han fundet: Én, der var direktør for Statens Museum for Kunst. - Men ellers var det nogen bonderøve. Med sine 42 år er Frank Petersen en af de yngste deltagere på holdet. - Da vi fik ungerne, syntes vi, at vi skyldte dem et stamtræ, siger han. Og så gik han på nettet. Her har han fundet masser af oplysninger. Måske ikke lige den metode, flertallet benytter sig af, men som han siger: - Hvorfor gøre noget besværligt, hvis det kan gøres let. Og hvorfor bruge fire timer på at finde en person, som du udmærket ved, hvad hedder. Det er jo egentlig bare selvpineri. Når han har fundet sine oplysninger, tjekker han dem dog efter de mere traditionelle metoder. Og han har valgt at gå på kursus for at få de grundlæggende kundskaber i orden. - Jeg er blevet meget klogere, bare i dag, siger han og fremhæver jævnførselsregisteret. Et system, som nogle kirkebøger har, med referencer til andre sider, hvor samme person er nævnt. Det kendte han ikke på forhånd De små sorthårede. - Jeg har altid gerne villet vide, hvor vi kommer fra, især fordi vi er nogle i familien, der er små og mørke, siger en anden af kursisterne, Inger Lise Heftholm. Med sit kulsorte hår og mørke øjne er hun et levende bevis for påstanden. Måske skulle vi vende tilbage til hende, når kurset er slut. Erik S. Christensen postulerer nemlig, at dem, der ikke allerede er gråhårede, nok skal blive det af det her. Inger Lise Heftholm er hjemmesygeplejerske og har hidtil ikke haft tid til at dyrke slægtsforskning. Men nu nærmer efterlønsalderen sig, og så skal det være. Hun ser kurset som en appetitvækker og håber at få nogle redskaber til at komme i gang. - Jeg ved ikke, hvad det udvikler sig til, siger hun. Hun mener nu ikke, hun vil være at finde på Landsarkivet i Viborg, der ellers er slægtsforskernes mekka. Familien, der stammer fra Skagen og Jerup, håber hun at kunne opspore på arkivet i Frederikshavn. - Jeg er sådan tilpas doven, indrømmer hun, inden hun går tilbage til kirkebogen fra Mygdal. Rundt om bordene diskuterer de stadig intenst de genstridige gotiske håndskrifter. Ingen lader sig distrahere af kaffeduften, der bølger gennem lokalet. Behovet for at kende sine rødder er stort i disse år. Så stort, at det kursus i slægtsforskning, Folkeuniversitetet i Frederikshavn har udbudt dette efterår, fik 50 tilmeldinger. Sidst, man prøvede, for nogle år siden, kneb det med at skaffe de obligatoriske tolv. Lokalhistorisk Arkiv, hvor undervisningen foregår, har ikke plads til 50 kursister på en gang, så der er nu oprettet to hold.