Hvem får prisen?

Lige nu er elever og virksomheder i lokalområdet i fuld gang med at lave indstillinger til kåringen af "Årets elev/elevplads 2011"

VESTHIMMERLAND:Bag projektet står Erhvervsskolerne Aars, hvor også kåringen og prisoverrækkelsen finder sted. Alle virksomheder i skolens lokalområde, som har en elev inden for kontor, detail, handel eller finans kan indstille deres elev til titlen som årets elev 2011. Virksomheder kan eksempelvis ligge vægt på om: eleven er initiativrig, engageret og en god team-player, stabil og pligtopfyldende, loyal over for virksomheden, er positiv og ærlig og gør en forskel. Men eleverne kan skam også indstille deres elevplads og derved forsøge at give deres arbejdsplads titlen som Årets Elevplads 2011. Eleverne kan ved indstillingen ligge vægt på om de har fået en god introduktion til elevpladsen, har medindflydelse på uddannelsen, trives socialt og har gode arbejdsforhold, og oplever at man viser respekt og har en synlig og forstående ledelse. Repræsentanter for det lokale uddannelsesudvalg for merkantil, skolens ledelse, skolens bestyrelse, lærerrepræsentant, praktikservice sidder i udvalget og voterer de mange indkomne indstillinger. Indstillingerne skal være inde inden 19. november.