EMNER

Hvem har ansvaret for tab?

Statsamtmands Claus Rosholm beslutning om at kende den nye Region Nordjyllands arrangement

hos Comwell Rebild for ulovligt, lader os almindelige borgere tilbage med måbende mund. Især når han har sagt god for et arrangement i Sejlflod Kommune, hvor medlemmerne tager helt til Kolding for at spise og overnatte. Og det for at ”lukke” kommunen ned og skrabe den sidste 10-øre ud af kommunekassen. Jeg er af den mening, at jeg ikke kan se noget galt i arrangementet, og at det burde være op til Regionsrådet selv at beslutte sådanne ting. De skal stå ansigt til ansigt med deres vælgere, hvilket lægger den fornødne dæmper på sådanne arrangementer. Men lad det nu ligge. Nu har Statsamtmanden kendt det ulovligt, og vi skatteborgere står tilbage med et tab på 73.000 kr., da arrangementet skulle betales alligevel, for hotellet kunne naturligvis ikke aflyse med så kort varsel. Der må være nogen i Region Nordjylland, der er ansvarlige, der har påført os alle et tab ved at planlægge noget ulovligt. Om det er regionsformanden og hans nærmerste, eller om det er hele Regionsrådet kan jeg ikke vurdere, men Statsamtmanden bør selvfølgelig nu med hele sin nu kendte ildhu melde den eller de personer, der udført den skadelige virksomhed til politiet, så de kan blive dømt til at betale pengene. Hvis vi almindelige borgere laver planlægger en aktivitet, der giver nogen et tab på 73.000 kr. vil vi selvfølgelig blive dømt for det. Men det skulle som ikke undre mig, at der ikke sker videre i denne sag.