Skagen

Hvem har en ledig baghave til Cirkus Dannebrog?

Næste weekend er der festival i Skagen. Så derfor er der ikke plads til et stort cirkustelt

Hvem har plads til Cirkus Dannebrog?

Hvem har plads til Cirkus Dannebrog?

SKAGEN:Hvis man bor i Skagen, og hvis man tilfældigvis har en stor have, er der mulighed for at gøre en god gerning. Cirkus Dannebrog mangler nemlig et sted at slå deres telt op, hvilket jo umiddelbart lyder ganske besynderligt.

- Vi kommer til Skagen 1. og 2. juli, og på grund af Skagen Festival er alt optaget, herunder cirkuspladsen. Så nu leder vi efter et sted at være, fortæller Agnete Enoch fra Cirkus Dannebrog.
Hun oplyser, at der allerede har været flere henvendelser fra skagboer, der gerne vil hjælpe, men problemet er, at et cirkustelt kræver masser af plads.
- Vi skal bruge hundrede meter på den ene led og hundrede meter på den anden. Vi skal også bruge strøm, og vi betaler selvfølgelig, forklarer Agnete Enoch.
Hos Frederikshavn Kommune oplyser man, at Cirkus Dannebrog forlængst har fået besked om, at cirkuspladsen er optaget under Skagen Festivalen, men hos familien Enoch tager man det helt roligt.
- Vi har prøvet det her før. Og det skal nok lykkes at finde en egnet grund, lover Agnete Enoch.
Det var familien Enoch, der for mange år siden startede Cirkus Dannebrog, og efter cirkusdirektør Haddy Enochs død, er det Solveig og Haddys fire børn, Agnete, Dennis, Isabella og Katja, der står for den daglige ledelse.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.