Lokalpolitik

Hvem har ikke fattet noget?

Aalborgs borgmester Henning G. Jensen jubler i begejstring over, at Musikhuset nu kan præsenteres på billeder, tegninger og en bette modelklods.

Fremvisningen sker i det nye Utzon-center på havnekanten i Aalborg. Dér har Aalborg Kommune lejet sig ind i et lokale – for fem en halv million kroner, som kulturrådmand Henrik Thomsen oplyste på det offentlige budgetmøde i sidste uge. Ved udstillingsåbningen fandt Henning G. Jensen anledning til at gøre op med de mange projekt-kritikere, der har været undervejs i det årelange forløb. ”Det har ikke skortet på kloge bemærkninger fra folk, der ikke ved en skid om det, men nu kan al det Kloge Åge stoppe. Nu er vi på banen!” lød det begejstret fra borgmesteren. (NORDJYSKE 27.8.) Jo, jo – stemningen var i top. Alle de, der jo ”ikke ved en skid om det”, må nu forstå, at Musikkens Hus endelig er på skinner. Jeg skal vel så, som én af de kritiske undervejs, føle mig ramt – og ligesom sat på plads? Lad mig derfor vise forståelse for borgmesterens triumf, da udstillings-rødvinen blev nydt. Og det østrigske arkitektfirma Himmeb(l)aus nye Musikhus-forslag havde set dagens lys. Jeg skal vogte mig for at finde på et nyt navn til afløsning af de folkemunde-betegnelser, som tidligere Musikhus-udgaver har været hæftet på. Men mig minder østrigernes seneste udspil mere om en schweizisk ost end om en gylden reje. Så: God fart, når Musikhus-toget skal til at rulle videre, kære borgmester! Men lad mig – foranlediget af Henning G.’s overstadige kritik af skeptikerne – lige gøre et par betragtninger. For ligesom at antaste den kåde og kålhøgne borgmesters sætten Kloge Åge’ene på plads. Undervejs har Musikkens Hus nemlig været en grufuld og kostbar opvisning i skandaler og en uhyggelig demonstration af arrogance, lukkede døre – plus mange millioner skatteborgerkroners bortødslen. ”Det har været en farce!”, som borgmesterens nye våbenbroder, kulturrådmand Henrik Thomsen, så åbent vurderede forløbet. Og alt sammen under særdeles aktiv medvirken med Aalborg-borgmesterens medlemskab af den private Fond, der satte gang i det hele – og stod for en indsamling hvor både fonde, firmaer, organisationer og en række kommunale kasser bidrog. De fleste erindrer, hvordan de østrigske arkitekter lod, som om de ikke kendte – eller ikke accepterede – de økonomiske rammer, som man havde bedt dem respektere. Begejstringen var fuldtonende fra de involverede, da de første tegninger blev præsenteret i 2003. Et byggeri af verdensklasse. Da prisen blev kendt – den lå langt over milliarden – begyndte den store beskæringsproces. Skridt for skridt krympede Musikhuset. På et tidspunkt blev Musik-Fonden langt om længe sat fra – og fra december 2005 overtog Aalborg Kommune, med en af byrådets hidtil dristigste beslutninger, ansvar for styring og restfinansiering. ”Vi må ikke lade de muligheder, som det her projekt giver, glide os af hænde” forsvarede borgmesteren sig, da han gjorde sig ansvarlig. Med yderligere støtte fra Realdania-fonden lød det så sent som marts 2006 fra Musikhusets specielle bulletin ”Fanfaren”: ”Nu er vi ovre den tid, hvor vi kunne være i tvivl” Og med direkte adresse til læserbrevskribenter og andre brokrøve, der, der mente at de kommunale millioner kunne anvendes bedre, garanterede borgmesteren, at både pasningsgaranti og ældreindsats ville være uantastet af Musikhus-engagementet. Da også Aalborg Kommune endelig kastede håndklædet i ringen og med taknemmelighed overdrog al yderligere arbejde med Musikhuset til Realdania-fonden: Styring og byggeopgaven blev løftet fra det kommunale regi til milliardfonden. Der altså nu har præsenteret sin nye Musikhus-version: Værsgo", Aalborg, siger giverne. Og minder lige modtageren – borgmesteren – om, at drift og aftalt leje, beløber sig til 22,5 mio. pristalsregulerede kroner hvert år i 20 – eller blev det 30 år? Lad mig slutte med at sige: Jeg har aldrig stillet spørgsmålstegn ved, om Aalborg skal have et Musikhus. Så det var godt, vi bevarede Symfoniorkestret… Men i forløbet har det utvivlsomt været nyttigt med en god del ”Kloge Åge”. For hvem var det der i virkeligheden ikke forstod en skid for nu at blive i det borgmesterlige sprogbrug?