Hvem har malet bilerne, far?

Det kan være svært at forklare sin treårige datter, hvorfor hendes barndomsgade er blevet smadret. Ikke mindst når man selv har svært ved at forstå, hvordan vold og hærværk skal gavne Ungdomshusets sag

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto: Roberto Zacharias

Klokken er otte søndag morgen, og der er ro i Kronborggade. Min treårige datter render glad rundt og synger i stuen, men bliver helt stille, da hun kommer til at kigge ud af vinduet. På den anden side af gaden står to bulede biler, der er dækket af maling. Den ene har fået slået bagruden ud, og varevognen ved siden af har nærmest skiftet farve fra rød til hvid. Fortov og vej har også fået en ufrivillig lakering, og overalt ligger der splintret glas som et dystert minde om gårsdagens voldsomme kampe, der foregik lige ude foran vores lejlighed i stueetagen. - Hvem har malet bilerne, far? Min datter ser spørgende på mig, og jeg kæmper for at finde et nogenlunde kort og pædagogisk svar. Jeg ender med at sige, at ”det var de store drenge, som også kastede med fyrværkeri i går”. Hun ser ud til at købe forklaringen, men jeg kan se, at der stadig kører mange tanker inde i hendes lille hoved. Og det gør der også i mit. For hvem var det egentlig, der for mindre end et døgn siden var med til at forvandle min ellers fredfyldte gade til et inferno af sirener, kanonslag, tåregas, slåskampe og hidsig råben? Og hvorfor var det nødvendigt at bruge vold og ødelægge naboernes private ejendom for at vise sin vrede over, at den kristne sekt Faderhuset efter al sandsynlighed kommer til at overtage Ungdomshuset? Det mest oplagte er at opsøge brugerne af det omstridte hus på Jagtvej 69, som ligger knap 400 meter fra mit hjem. Men der møder jeg en lukket dør, og i stedet får jeg over telefonen fat i pressetalsmanden Anja. - Grundlæggende føler vi ikke, at vi bliver taget seriøst, og det er vi aldrig blevet i de 24 år, vi har haft Ungdomshuset. Vi føler, at vi har fået en gave fra kommunen, og vi har med alle midler prøvet at undgå, at huset bliver taget fra os igen. Vi er gået til alle de møder, der har været med advokater, fagforeningsfolk og politikere, og alligevel sælger de vores hus. Så sådan en gadekamp er et desperat opråb, som ingen er interesserede i at komme ud i, siger Anja, der kalder myndighedernes håndtering af sagen for ”amatøragtig”. Huset betyder alt Den 21-årige universitetsstuderende københavner forklarer, at hun er kommet i Ungdomshuset, siden hun var 15. I den tid har hun med egne ord udviklet sig meget og lært at skifte alt fra sikringer til vinduer i den nedslidte bygning, der blev raseret af en brand i 1996. - Vi har repareret og lappet, og jeg har selv været med til at sætte baren i stand, mens vægmalerierne er lavet af mine venner. Så der er rigtig mange fysiske ting, der knytter én til huset. Men det er også sted, hvor jeg kan gå hen og søge trøst i en stresset hverdag, fordi jeg betragter dem i Ungdomshuset som min familie. Så man er i gang med at hive tæppet væk under mit og en masse andre unges sociale grundlag, siger Anja. Hun gør meget ud af at understrege, at det ikke kun er de sortklædte autonome, der taber på en lukning. Ifølge hende er der nemlig begyndt at komme flere ”normale” mennesker i huset i de senere år, og det skyldes ikke mindst stedets gode ry som alternativt spillested, hvilket både tiltrækker hip-hoppere, punkere og modne musikelskere, der gerne vil slå sig løs under meget uformelle rammer. - Det er et sted, hvor folk drikker sig fulde. Men det er også et sted, hvor man laver mad og drikker en kop kaffe, inden man skal hjem og lave lektier. Desuden har vi alkoholfrie arrangementer, hvor mange af kvarterets børn og unge kommer, og hver søndag er der biograf for alle, siger Anja og fortæller, at mange musikere og lydteknikere, der senere har klaret sig godt, er startet i Ungdomshuset, hvor der er gode og gratis faciliteter. - Så Ritt Bjerregaard burde faktisk ligge på sine blødende knæ og sige tak for alt det kulturarbejde, som Ungdomshuset gør for København. Hun klipper blomsten af vores frø og er i gang med at dræbe undergrunden. Men på et tidspunkt kommer der altså ikke mere op til det pæne forstadskøbenhavn, siger hun med dyb foragt i stemmen. Naboer ramt Fair nok. Jeg er ofte cyklet forbi huset og har lagt mærke til, at der altid er masser af kulturelle tilbud til ingen penge. Ikke mindst til dem, der ikke lige er stamkunder på Crazy Daisy og lytter til Nik & Jay. Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor kampen mod myndighederne skal gå ud over de naboer, der for flertallets vedkommende sympatiserer med den mangfoldighed og brogede kultur, som lever i og omkring Ungdomshuset. - Man planlægger ikke at gøre noget så voldsomt. Og der er jo heller ikke ballade i byen, når bare vi får lov at være i fred. Vi gider ikke bruge vores ungdom på at file jernrør, men vil hellere bruge den på at udvikle os sammen, siger Anja og understreger meget kraftigt, at hun ikke har mere at sige om den side af det. Jeg synes dog ikke, at jeg har fået et ordentligt svar og spørger, hvordan hun har det med, at den kurdiske pizzariaejer nede på hjørnet både fik smadret sin bil og ruderne i sin butik. - Jeg har ikke lyst til at diskutere, hvordan jeg har det med noget som helst, lyder det kort og kontant fra Ungdomshusets talsmand. Fejlskud I stedet forsøger jeg at finde et svar hos sociolog René Karpantschof fra Københavns Universitet. Han har blandt andet forsket i venstreradikale grupper som bz’ere og autonome og var selv aktiv i bz-bevægelsen i 1980erne. - Jeg tror ikke, at nogen i miljøet vil sige et ondt ord om, at bankerne, 7eleven og McDonald’s blev smadret, for de er udråbt til fjender. Men jeg er sikker på, at der er blevet talt dundertale for, at man ikke skal smadre og plyndre tilfældige butikker og lave hærværk på private ejendomme. Ikke mindst fordi, der er mange på Nørrebro, der faktisk støtter Ungdomshuset, siger René Karpantschof, der selv betragtede optøjerne fra sidelinjen. - En del af det skal formentlig ses som fejlskud i kampens hede, men der er også nogle der har benyttet lejligheden til at gå amok på mindre butikker. De tænker ikke på, hvordan det må være for pizzaria-ejeren, men mere på, hvor meget det lykkedes at ødelægge, fordi det viser, at de virkelig har givet politiet igen. Om det så er nogle fra Ungdomshuset, er svært sige, for det var en broget skare. siger forskeren. Forskellige typer Han er overbevist om, at mange af de maskerede og mest aggressive demonstranter i forreste linje var danskere. - Alle kan sikkert forestille sig en mandlig punker med et thrashet udseende, der tager en sten op og kaster den. Men det kan også være unge piger, der bare har fået nok, eller den universitetsstuderende, der har filosoferet sig frem til, at vold er et legalt middel, siger René Karpantschof, der afviser, at det især skulle være de riges børn fra Nordsjælland, der færdes i Ungdomshuset. - Det er en gammel myte og det rene vrøvl. Der er alt fra arbejdsløse punkere til folk, der læser på universitetet, og de har en meget blandet social baggrund. Aldersmæssigt er det overvejende teenagere og unge i starten af tyverne, men der er også nogle, der er ældre, siger forskeren. Han deler brugerne op i gæster, kunstnere og aktivister, der står for den daglige drift og det ugentlige stormøde, som er Ungdomshusets øverste myndighed. Her skal alle være enige, før man tager en beslutning, og det er ifølge René Karpantschof noget af en udfordring i den nuværende situation, hvor holdningen til at bruge vold ganske givet har stået højt på dagsordenen. - Jeg kan forestille mig, at man ikke har været enig fra starten, og det er jeg heller ikke sikker på, at man er nu. Jeg tror, at de diskuterer rimeligt frit, men de er under et voldsomt pres udefra og er måske ikke selv klar over, hvor meget det tynger dem. Og så bliver det nemt dem, der har de klare og letforståelige budskaber om at slå fysisk igen, der trænger igennem, siger forskeren og påpeger, at det militante altid har været en del af den kultur og historie, som Ungdomshuset er en del af. Frygter tomrum Men hvad er hans forklaring på, at mine ellers så fredelige naboer gik så meget amok og skabte kaos i hele kvarteret? - Først og fremmest må man forstå, at hvis man er i sådan et miljø, så er det en betragtelig del af ens liv. Jeg kan bedst sammenligne det med den frygt som mange har for at blive fyret og det tab af socialt netværk og mening med tilværelsen, det giver. Hvis Ungdomshuset bliver fjernet fra de unge, vil det give en eksistentiel angst, for hvad er man så? Så de er virkelig bange for at miste noget, der betyder meget for dem, siger René Karpantschof og tilføjer, at vreden bliver forstærket af, at de unge føler sig fanget i et politisk spil, hvor magthaverne lyver og flygter fra deres ansvar. Mister sympati Indtil forrige lørdag bakkede jeg da også selv fuldt op omkring Ungdomshuset. Men meget af sympatien forsvandt i takt med, at min gade blev mere og mere raseret. Personligt fik jeg ikke noget ødelagt, men det var provokerende at se, hvordan flere demonstranter vendte tilbage og tog billeder af ødelæggelserne, mens pizzeria-ejeren og indehaveren af den lille møbelforretning over for forsøgte at reparere facaden med store spånplader. Det virkede nærmest som om, at de var stolte over deres værk, hvilket René Karpantschof er tilbøjelig til at give mig ret i. - De ser det som en sejr, at de kunne levere så indædt en kamp. Det skaber jo også sine egne helte og styrker fællesskabet, for det er en meget stærk oplevelse at have sammen. Desværre skaber det også en lukkethed, og man hører ikke rigtig noget fra dem lige nu. Faren er, at man gør hele samfundet til fjende, og så risikerer de at miste den sidste rest af sympati, siger forskeren, der forudser flere voldsomme kampe fremover – både i forbindelse med rydningen efter nytår og i de følgende år. Alt det forstår min lille datter på tre år selvfølgelig ikke. Men hun er godt klar over, at det altid får konsekvenser, hvis man ødelægger andre folks ting. For som hun sagde lige efter at have kigget ud af vinduet: - Far, de slemme drenge får da ingen julegaver af Julemanden i år, vel? Det kunne jeg jo kun give hende ret i. Og lige nu ser det heller ikke ud som om, at hverken kommunen eller Faderhuset er i gavehumør, hvilket brugerne af Ungdomshuset har fundet ud af. De har i hvert fald pillet den store røde sløjfe af bygningen, der skulle vise, hvad deres største juleønske er.