EMNER

Hvem har nøglen til fremtid?

Den nye EU-forfatning er blevet underskrevet af EU's stats- og regeringschefer.

Derfor er det ret spændende at stille spørgsmålet om, hvem der har nøglen til EU's fremtid. I en lang række lande er det allerede blevet bestemt, at der skal være folkeafstemning om Forfatningen. Det vil sige, at man i disse lande mener, at borgerne har nøglen til EU"s fremtid. Det gælder som alle sikkert ved også for Danmark. Vi har dog ikke fået nogen dato endnu, men mens vi venter, kan vi passende se lidt nærmere på indholdet af Forfatningen. Forfatningen vil erstatte alle tidligere traktater, og det er af mange blevet fremdraget som en stor fordel. Det bliver lettere at orientere sig i den "grundlovgivning", der danner grundlag for al øvrig lovgivning i EU. Her kan jeg kun give tilhængerne af Forfatningen ret. Det bliver langt lettere at orientere sig i EU's "grundlovgivning". Når det er sagt, må jeg tilføje, at det er fordi EU får en egentlig Grundlov. Tidligere har EU haft traktater. Traktater er som hovedregel aftaler, der gælder i et mellemstatsligt samarbejde. Dvs. et samarbejde, hvor der i princippet ikke er nogen lov, der står over de enkelte landes love. I de sidste mange år har diskussionen om EU i Danmark handlet om, hvorvidt EU-lov ikke rent faktisk på nogle områder stod over dansk lovgivning. Det har den gjort, især indenfor områder om det indre marked "vinder" EU-lov altid over dansk lov, da det handler om den frie konkurrence. Med den nye Forfatning vil enhver tvivl være udryddet: Det slås fast, at EU-loven altid har forrang frem for national lov. Det vil sige, at hvis der skulle være tvivlstilfælde, så vil en afgørelse altid falde ud til EU's fordel. Set i lyset af dette, er det, at det bliver så vigtigt, at se på hvem der har nøglen til udviklingen i EU i Forfatningen. Her skal vi se nærmere på et kildent punkt. Den nye Forfatning giver stats- og regeringscheferne lov til ændre på Forfatningen. Man har lavet den såkaldte passarelle for at gøre Forfatningen smidig. Man ønsker at kunne udvide EU's virkefelt uden at skulle spørge borgerne igen. Passarellen giver statsministrene lov til, at ændre forfatningen hvis de kan blive enige om det. De kan, lade et område overgå fra enstemmighed til flertalsafgørelser, hvis de alle synes, at det er en god ide. Et enstemmigt ministerråd kan altså ophæve kravet om enstemmighed indenfor et politik område. Det vil betyde, at EU kan gennemføre lovgivning inden for områder, der er følsomme for Danmark ved flertalsafgørelser. Det kunne f.eks. dreje sig om socialpolitisk lovgivning. Da vi i Danmark har indrettet velfærdssamfundet på en noget anden måde end mange andre lande i EU, er det vigtigt, at det kræver enstemmighed for at EU kan gennemføre en lov, der binder Danmark. På det seneste har vi haft en voldsom debat om SF, og deres vilje til at indgå i et nationalt kompromis. SF har forsøgt at tage højde for passarellen ved, at oprette røde og grønne kasser i forhold til hvilke områder Danmark kan acceptere flertalsafgørelser indenfor. De vil binde danske statsministre i fremtiden med deres aftale. Men jeg har svært ved at forestille mig, at nogen tror på, at danske statsministre i al fremtid vil acceptere et såkaldt nationalt kompromis fra 2004. Og det forekommer mig mere rimeligt, at vi diskuterer indholdet af Forfatningen. At vi diskuterer, om vi kan acceptere en politisk kultur der tillader, at de til enhver tid siddende statsministre i EU kan ændre Forfatningen. Ud fra et almindeligt begreb om demokrati mener jeg ikke, at det er acceptabelt. Hverken SF eller kommende tiders statsministre kan alene sidde inde med nøglen til den fremtidige udvikling i EU. Det kan kun EU's borgere.