Hvem har værket

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Gammelt maleri af Lars Swane. Har læserne noget tilsvarende hængende, og ønsker de det udstillet, så har Dronninglund Kunstcenter pladsen, måske.

Det er efterhånden ved at være en del år siden, at Dronninglund Kunstcenter startede med at sætte kulør på Nordjylland. Det har de naturligvis gjort i mere end en forstand gennem årene, men hvert år har centret en temaudstilling, hvor der fokuseres på kunst fra et enkelt område i landsdelen. På den måde har publikum tidligere kunnet opleve Aalborgmalerne, Vråmalerne og Løkken-Blokhusmalerne. Der kommer et lignende fokus i år, og det kommer til at ske i perioden 26. april til 1. juni. Da kommer udstillingen til at handle om de kunstnere, der satte kulør på Frederikshavn og Sæby. Inspirationskilde til denne udstillingsserien er bogen ”De satte kulør på Nordjylland” af Helge Qvistorff. Her beskrives billedkunstens udvikling i Nordjylland gennem et par århundreder. Forfatteren har delt Nordjylland op i syv egne, og der beskrives hvilke malere, der enten har boet i egnen, eller været på besøg som maler. Nogle altså mere tilknyttede til egnen end andre, men alle med en relation dertil. I bogen er mange malerier afbildet. Det var disse malerier, kunstcentret oprindeligt gik på jagt efter tilbage i 2004. Og jagten fortsætter. Derfor vil centret gerne låne malerier til den kommende udstilling om sæby-Frederikshavn. Og de malere, hvis værker man efterlyser, er: P. C: Skovgård, (1817-1875), Christian Gotfred Rump, (1816-1880), Peder Mønsted, (1859-1941), Harald Foss, (1843-1922), Christian Zacho, (1843-1913), Anton Thorenfeld, (1839-1907), Albert Gottshalk, (1866-1906), Albert Kongsbak, (1877-1958), Christian Clausen, (1862-1911), Godfred Christensen, (1845-1928), Eva Kalkau, (1874-1954), Elisabeth Schou, (1893-1939), Lars Swane, (1913-2002), Ejvind Karup Nielsen, (1920-1988), Karl Bovin, (1907-1985), Vilhelm Groth, (1842-1899), Viggo Langer, (1860-1942), Suzette Holten, (1863-1937) og Sophie Holten, (1858-1930). Men der efterlyses også værker af andre malere, der har virket i Frederikshavn-Sæby-området. Den vigtigste kvalifikation for at deltage i udstillingen er, at maleren er død. Nå ja: Og at han/hun kunne male. Har man et værk, man vil udlåne til den kommende udstilling, kan man kontakte lederen af Dronninglund Kunstcenter, Jette Abildgaard. Det kan ske på telefon 9647 6600.