Hvem ka' - Kia ka'

TEST

Jens Sønderup
Kia Ceed - her i fem-dørs versionen - er en af klassens mest rummelige biler.
Biler 2. oktober 2011 06:00

En ting er papirværdien, altså det unikt lave forbrugstal, som man kan læse i de farvestrålende brochurer eller avisreklamer. En anden er virkeligheden, nemlig forbruget der aflæses på sort asfalt og ikke et stykke hvidt, glittet papir. Derfor var overraskelsen også stor - og positiv - da brændstofforbruget på en lang testtur til den internationale biludstilling i Frankfurt i Kia's ny øko-version af Ceed'en - 1,6 CRDI Eco Dynamic Plus med start/stop funktion - skulle gøres op. Vist praler Kia med et tal på 25,2 km/l ved blandet kørsel, men hvad siger målingen efter 1800 km's kørsel, næsten udelukkende på motorvej og med fornuftigt autobahn-tempo i blandet efterårsvejr med regn, blæst og sol? Den sagde minsandten 20,1 km/l. Det har jeg dog aldrig før oplevet i en bil i denne klasse, når det gælder førnævnte kørselsmønster. Og det hører med, at der var to voksne om bord i bilen og tilhørende bagage. 17,5 km/l i byen Efter den lange motorvejstur udsatte jeg Ceed'en for næsten udelukkende bykørsel og naturligt steg for forbruget - men igen. Den klarede også denne disciplin flot. Bykørsel iblandet en smule landevejskørsel bon'ede ud med et et snit på 17,5 km/l. Det er der meget få biler, der hamler op med. Men når begejstringen for den fine brændstof-økonomi så har lagt sig, melder spørgsmålet sig: Er motoren så lille og kraft-fattig, at den ikke matcher Ceed'en, der størrelsesmæssigt matcher eksempelvis en VW Golf? Svaret er nej. Bilens 1,6 diesel yder 90 hk. Det lyder jo ikke af så meget, men når det så tilføjes, at max. momentet er 240 Nm ved kun 1750 omdr., er det forståeligt, at Ceed-motoren leverer et passende kraftoverskud. Kun hvis bilen skulle ha' en campingvogn på slæb, kunne man tale om under-motorisering. På plussiden noterer man også, at motoren er støjsvag - bortset fra tomgang, hvor den både støjer og lyder rå og uskøn. I det hele taget er der ikke så meget at sige Ceed'en på. Den er kabinemæssigt en af klassens mest rummelige, er komfortabel, kører sikkert uden at være dynamisk i sin fremfærd og hatchback-modellen har et fornuftigt bagagerum på 340 liter. God kørestilling Bag rattet med udsigt til et pænt designet og velindrettet instrumentbord er det nemt at indrette sig en god kørestilling takket være højdeindstillligt førersæde og ditto rat, men det er dog så her et par minusser dukker op. Gearskiftet er lidt kantet og slasket og det ellers nydelige "alu"-indlæg på instrumentbordet giver i dagslys generende genskær i forruden. Men det er i småtings afdelingen og ændrer ikke indtrykket af en superøkonomisk, rummelig og velkørende familiebil, der tilmed kan prale med hele syv års garanti. FAKTA Pris: Testbil med ekstraudstyr 225.000 kr. Billigste variant af denne model 210.000 kr. Motor: 1,6 liters diesel - 90 hk - Max. moment 240 ved 1750 omdr. Brændstofforbrug: 25,2 km/l ved blandet kørsel. Præstationer: Topfart 172 km/t og 0-100 km/t på 14 sek. CO2-udslip: 115 gr./km. Dimensioner: Længde 4,27 m - bredde 1,79 m - højde 1,48 m. Bagagerumskapacitet: 340 liter. Standardudstyr: Seks airbags, ESP, start&stop funktion, aircondition, tripcomputer, multiindstilleligt rat og føresæde, Bluetooth, tågelygter for, rudehejs foran, el-spejle. 7 års garanti (dog max. 150.000 km).

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...