Hvem kan bruge vores talenter?

Ni modne kvinder er klar til at trække i arbejdstøjet - og de kan lidt af hvert

- Hvem er det, der mangler arbejdskraft? Vi er klar, så bare ring, siger de ni kvinder, der mødes i en jobklub to gange om ugen. Sammen med indpiskeren Birgitte Christensen fra PlusJob I/S forsøger de atsparke døren ind til fleksjob-markedet.  Foto: Kim Dahl Hansen

- Hvem er det, der mangler arbejdskraft? Vi er klar, så bare ring, siger de ni kvinder, der mødes i en jobklub to gange om ugen. Sammen med indpiskeren Birgitte Christensen fra PlusJob I/S forsøger de atsparke døren ind til fleksjob-markedet. Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:- Hvor er det meget omtalte rummelige arbejdsmarked? Spørgsmålet sender vi videre fra ni modne kvinder med masser af erhvervserfaring, gejst og vilje til at tage fat. - Vi vil gerne være en del af et arbejdsfællesskab. Det er hårdt pludselig at blive sat udenfor, når man ikke er indstillet på, at det er slut med at have et arbejde. Og vi har mange talenter. Vi venter bare på, at der er nogen, der vil gøre brug af os, siger en af pigerne med overbevisning i stemmen og glød i øjnene. Det er onsdag formiddag på Formidlingsenhed Østvendsyssel i Frederikshavn. To gange om ugen mødes ni kvinder i en jobklub. De har flere ting til fælles. De er uden arbejde og de har nedsat arbejdsevne - og så vil de gerne tilbage til arbejdsmarkedet og leder med lys og lygte efter fleksjob. Åbner de for nyhederne i radioen eller læser avis, kan de høre om rekordlav ledighed, at virksomhederne skriger på arbejdskraft, at der er "flaskehalse" og at det er vigtigt at holde "det grå guld" på arbejdsmarkedet i længere tid end det sker i dag. - Det gør ondt at læse den slags. Her sidder vi og brænder for at komme i job og så er der ingen, der kan bruge os, siger en af pigerne. Hun holder mobiltelefonen tændt, for hun har lagt billet ind på et fleksjob - og sæt nu, at de skulle ringe tilbage ... Selvtillid og samvær Pigerne er fra 40 til 56 år. Børnene er fra hånden. Ikke noget med barnets første sygedag eller afhentning i daginstitution. - Højst et par børnebørn, som vi kan sige fra til, hvis vi skal på arbejde, forsikrer pigerne. I jobklubben stiver de selvtilliden af, bakker hinanden op og forsøger at åbne døren til arbejdsmarkedet: De skriver ansøgninger, laver personprofiler, snakker med fleksjobbere, som ér i arbejde og opsøger virksomheder. - Mange virksomhedsledere ved ikke, hvad fleksjob er og der er mange fordomme og myter om det, siger Birgitte Christensen fra PlusJob I/S, der driver jobklubben sammen med Formidlingsenhed Østvendsyssel. Som én af pigerne udtrykker det: Mange tror, at en fleksjobber er sådan én i sort joggingtøj, fedtet hår og træsko... Op ad bakke - Pigerne her bestemmer selv om, det skal være en succes. De er gode til at piske en stemning op. De har gejsten og de vil tilbage på arbejdsmarkedet og de har så meget at tilbyde, siger Birgit Christensen, der som indpisker hele tiden fokuserer på de positive cirkler. Selv om det ofte er op ad bakke. Kommunerne frasiger sig ansvaret og tager kun ganske få fleksjobbere i offentlige institutioner og private virksomheder er svære at få i tale. Forleden havde jobklubben inviteret virksomhederne i FME på havnen i Frederikshavn til dialogmøde. Et halvt hundrede invitationer fulgt op af telefonopkald endte med det nedslående resultat, at kun to virksomheden mødte op. - Virksomhederne er pressede. Alle har så travlt, så det kniber med at afse tid til at sætte sig ind i, hvad ordningen går ud på. Mange tror, at det har noget med flex-tid at gøre og at fleksjobberne kan komme og gå, som de har lyst. - De færreste ved, at man kan få en gratis prøveperiode, at man kan få op til totredjedele af lønnen refunderet af det offentlige, som også refunderer dagpengesatsen ved sygdom, fra dag 1. Desuden kan man få tilskud til oplæring, hvis det er dét, der skal til, siger Birgit Christensen.